
MIDDELFART/FREDERICIA: Middelfart og Fredericia er gået sammen om at købe et mere end 100 år gammelt træskib, som skal styrke turismen i Lillebælt, oplyser Middelfart Kommune.
Der er tale om den bevaringsværdige galease Aventura, som er bygget i 1913. I løbet af sommeren var hundredevis af turister med på en sejltur i Lillebælt, hvor skibet siden 1980'erne har sejlet med turister, lystfiskere og virksomheder. Disse sejlture er med skibets nye ejere sikret i fremtiden.
Det er turistattraktionen Bridgewalking Lillebælts bestyrelse som har besluttet at købe skibet med overkuddet fra attraktionen og skibets drift overtages pr. 1. februar. Bridgewalking Lillebælt er ejet af de to kommuner, og er en attraktion, hvor man kan opleve en gåtur over den gamle lillebæltsbro.
- For Bridgewalking Lillebælt og de to kommuner er det meget vigtigt, at overskuddet kommer ud at arbejde på begge sider af bæltet. Vi ønsker at brande Lillebælt som turistattraktion, og jeg tror på, at sejlende attraktioner, der både lægger til i Middelfart og Fredericia i høj grad understøtter erhvervsturismen i de to kommuner, siger Henrik Neelmeyer, formand for Bridgewalking Lillebælt.
Et gammelt skib med nye ejere
Galeasen Aventura blev bygget i Kolding i 1913 til at fange ål, og dets lastrum kan rumme 24 tons ål.
Skibsbevaringsfonden har vurderet, at skibet er bevaringsværdigt og har derfor givet tilskud til købet af skibet.
Der vil blive oprettet et nyt selskab, som vil få opgaven med at drive skibet, hvilket omfatter udvikling, planlægning, markedsføring og salg af produkter, vedligeholdelse af skibet og ansættelse af personale.
- Det er vores klare overbevisning, at et tæt samarbejde med de øvrige turbåde og målrettet markedsføring kan få endnu flere gæster ombord på både Aventura og de andre turbåde, som tilbyder sejladser i Lillebælt. Købet af Aventura betyder samtidig, at vi kan bibeholde skibet på Lillebælt og havnene i Middelfart og Fredericia, hvor det bidrager til den maritime stemning, siger Henrik Neelmeyer.
Foto: Claus Fisker, Middelfart Kommune
rmn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.