
Den nye ældrelov stiller større krav til private leverandører, men tre ud af fire kommuner forventer i en rundspørge, at ældre kan vælge en privat leverandør, når den træder i kraft. Fremover skal ældre i højere grad have mulighed for at vælge, hvem der skal levere plejen. Og det bliver der mulighed for ifølge en pressemeddelelse fra Ældreministeriet.
- Det er en kæmpe omstilling at gå fra at skulle levere enkelte ydelser til at levere det i helhed. Det skal man ikke kimse af, for det kræver en kæmpe markedsudvikling, siger ældreminister Mette Kierkgaard (M) til Ritzau.
Der har været bekymring for, om private leverandører af hjemmehjælp vil kunne leve op til de nye krav i ældreloven. Fremover skal de kunne levere samtlige ydelser, der indgår i helhedsplejen. Det dækker over alt fra gulvvask til genoptræning.
Håber på private leverandører i alle kommuner
KL's rundspørge viser, at de ældre i tre ud af fire kommuner fortsat forventes at kunne vælge mellem en privat leverandør eller en offentlig leverandør. Det svarer omtrent til niveauet i dag. I dag har knap hver fjerde kommune ingen private leverandører af enten personlig pleje eller personlig pleje og praktisk hjælp.
KL og kommunerne har en forhåbning om, at ældrereformen på længere sigt vil medføre, at der vil være private leverandører i alle kommuner, så borgerne kan gøre brug af deres frie leverandørvalg.
- Vi er endnu ikke færdige. Jeg forstår på kommuner og private leverandører, at de vil have det til at vokse mere. Men tre ud af fire er en flot markedsudvikling allerede, siger Mette Kierkgaard.
Og hun lover, at det ikke bliver dyrere for skatteborgerne.
- Den pris, man får som privat leverandør, er den samme, som når det offentlige leverer, siger hun.
Den nye ældrelov træder i kraft 1. juli. Det fremgår ikke, hvor mange kommuner der er adspurgt eller har svaret.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.