dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Det var Forsvarsministeriets egen ejendomsstyrelse, som oprindeligt anslog, at det i værste fald kunne koste op mod 200 millioner kroner at klargøre "Krudten" til produktion af ammunition, skriver Jyllands-Posten. (Arkivfoto). - Foto: Claus Bjoern Larsen/Ritzau Scanpix

Prisen for at genoplive våbenfabrik bliver mangedoblet

Staten købte i 2023 fabrikken "Krudten", der ifølge Jyllands-Posten bliver dyrere at få i gang end ventet.  

Prisen for at genoplive den nordjyske ammunitionsfabrik "Krudten" i Elling ved Frederikshavn ser ud til at blive mangedoblet. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen viser fortrolige dokumenter, at regningen for at få fabrikken i gang er steget til 883 mio. kr. Indtil nu har vurderingen lydt på mellem 70 og 200 mio. kr. for at istandsætte de nedslidte bygninger, der har stået tomme, siden "Krudten" lukkede i 2020.

Ifølge flere kilder med kendskab til sagen er udgifterne steget, fordi ejendommen er i meget dårlig stand til formålet, skriver Jyllands-Posten. Der er både gamle bygninger, som skal rives ned, og nye bygninger skal bygges op. Ifølge Jyllands-Posten er der blandt andet afsat 65 millioner kroner til rådgivning, og 50 millioner til uforudsete udgifter.

Staten købte i 2023 våbenfabrikken "Krudten". De sidste to år er der ikke blevet produceret noget i fabrikken.

Det er den norske virksomhed Nammo, der skal producere ammunition i Elling. Og for nylig blev det offentliggjort, at der oprettes et dansk datterselskab, hvori den danske stat bliver medejere. Forløbet om ammunitionsproduktion i Danmark har været en langstrakt proces.

Det er mere end to år siden, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) første gang fortalte, at Danmark skulle sætte skub i en national ammunitionsproduktion. Argumentet for at genstarte en ny produktion på netop "Krudten" har været, at der før er blevet lavet ammunition på stedet.

Jyllands-Posten har bedt om en kommentar fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Ifølge avisen lyder det eneste svar, at "Forsvarsministeriet hverken kan af- eller bekræfte oplysninger i fortrolige aktstykker".

Tidligere har det være meldt ud, at det forventes, at man i sommeren 2027 igen vil være i stand til at producere ammunition på fabrikken i det nordjyske. Ifølge Jyllands-Posten ventes faciliteterne tidligst at stå færdige i andet halvår af 2027. Herefter kan produktionen starte op.

Først i 2029 vil fabrikken "opnå fuld produktionskapacitet", står der ifølge avisen i de fortrolige papirer, som avisen har set.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.dkindkob.dk/artikel/prisen-for-at-genoplive-vaabenfabrik-bliver-mangedoblet

GDPR