Klimatiltag på rådhus: færre kaffekander og slut med papkrus
RINGKØBING-SKJERN: At blive en bæredygtig kommune handler ikke kun om elbiler, solceller og energibesparelser. Også i dagligdagen på rådhuset kan der gøres noget.
På rådhuset i Ringkøbing har hængt en tavle, hvor alle medarbejdere kunne komme med grønne ideer, og det har konkret ført til flere tiltag, fremgår det af et referat fra erhvervs-, klima- og arbejdskraftudvalget.
- Der er indkøbt anden type kaffe, der kan opbevares ved stuetemperatur frem for på frost - det har medvirket til, at køkkenet har kunnet afskaffe en kummefryser.
- Kaffekander er flyttet fra kaffemaskinen og ud i køkkenet, så der nu er større incitament til at tage en kop ad gangen fremfor at fylde en kande. Samtidigt er antallet af kaffekander til mødeforplejning reduceret. Det har betydet et fald i spild af kaffe på, hvad der svarer til 1.000 kroner ugentligt.
- Papkrus ved kaffeautomaterne er udskiftet med porcelænskrus. Det sparer 1.500 kroner pr. måned, når ekstra vask, strøm og arbejde er medregnet. Samtidig er CO2-udledningen nedbragt med op til 90 pct.
- Køkkenet har indkøbt genanvendelige metallåg til de lune retter og andre beholdere. Det sparer 4-500 kroner og to kilo aluminium pr. måned.
- Der er indført en ugentlig vegetardag i kantinen.
- Det er blevet muligt for personalet at frasortere stanniol fra madpakker til genanvendelse. Samtidigt oplyses der om mere klimavenlige alternativer til indpakning af frokosten ved opslag i kantinen.
- Viden & Strategi har indført muligheden for at vælge et skovbevis på 33 kvm skov som julegave fra organisationen.
- Der er oprettet en "grejbank" på intranettet, hvor man kan fremlyse og efterlyse udstyr, der er til overs andre steder. På den måde kan nyindkøb forebygges.
Udvalgsformand Søren Elbæk (S) erkender over for Ringkøbing Amts Dagblad, at det næppe redder verden at drikke af en porcelænskop i stedet for en af pap.
- Næppe. Men det er vigtigt for fortællingen og erkendelsen af, at vi alle kan gøre en indsats. Det er et godt signal, at kommunen som arbejdsplads går foran og viser, at vi alle skal lære at tænke anderledes, siger han.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.