dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
En udvidelse af Motorring 3 vil ikke være rentabel, vurderer Vejdirektoratet. Flere tilstødende kommuner har allerede kritiseret projektet.
Free

Udvidelse af Motorring 3 sables ned i rapport

Vejdirektoratet vurderer, at en udvidelse af hovedstadsmotorvejen Motorring 3 vil give et samfundsøkonomisk underskud på 2,8 mia. kr.
3. OKT 2023 12.59

Der er massive trængselsproblemer på den 17 kilometer lange Motorring 3 fra Jægersborg til Brøndby Strand i hovedstadsområdet. Så massive, at et politisk flertal i Folketinget i 2021 aftalte at afsætte 315 millioner kroner til en udvidelse af motorvejen som en del af Infrastrukturaftalen 2035.

Nu konkluderer en miljøkonsekvensvurdering af Vejdirektoratet, at udvidelsen ikke er rentabel. Projektet vil ifølge Vejdirektoratet give et samfundsøkonomisk underskud på ca. 2.8 mia. kr.

På baggrund af Vejdirektoratets rapport vil det være helt mærkeligt, hvis politikerne fortsat vælger at gennemføre projektet, mener Mogens Fosgerau, der er transportøkonom og professor ved Københavns Universitet. Det skriver DR.

- Det er faktisk meget usædvanligt, at vejprojekter giver så store tab. Og det er helt usædvanligt, hvis man vælger at gennemføre noget i hovedstadsområdet, der giver tab, siger han. 

Utilfredshed hos kommuner

Flere af de kommuner, som ligger langs motorring 3, har kritiseret udvidelsen. Senest har Gladsaxes borgmester Trine Græse (S) kaldt udvidelsen en ommer, fordi hun er uenig i Vejdirektoratets vurdering af, at udvidelsen ikke vil medføre yderligere støjgener. 

- For mig lyder det i bund og grund som om, at hele projektet er en, stor lappeløsning. De nuværende støjværn er forældede, og der er generelt brug for at tænke i helt nye og permanente løsninger til at bekæmpe motorvejsstøjen i de tætbeboede byområder. Enten skal motorvejene graves ned, overdækkes, eller også skal de ændres til byveje med en hastighed på 50 kilometer i timen, siger Trine Græse. 

Også Rødovre blev i maj oplyst af Vejdirektoratet om, at kommunen skal se langt efter støjværn og støjsikring til en bydel, som ligger ud til motorvejen. 

- Hvis vi skal følge Vejdirektoratets logik, skal vi afvikle vores byer for at skabe rum for motorveje, og det er selvfølgelig helt uden for skiven. Motorveje er til for mennesker, ikke omvendt, sagde borgmester Britt Jensen (S) dengang, som også meldte ud at hun ville tage sagen op med transportminister Trine Bramsen (S).

Projektet for udvidelsen af motorring 3 skal nu sendes i offentlig høring, skriver Vejdirektoratet. Herefter udarbejdes en indstilling til transportministeren, som kan danne grundlag for beslutning om projektets videre forløb.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.dkindkob.dk/artikel/udvidelse-af-motorring-3-sables-ned-i-rapport

GDPR