dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Nu kommer Gribskovs kommunaldirektør med en opfordring
Politikerne i Gribskov bør sige nej tak til gratis billetter til Musik i Lejet, mener kommunaldirektøren.
Foto: Peter Hauerbach/Ritzau Scanpix

Gratis billetter til lokalpolitikere:
Nu kommer Gribskovs kommunaldirektør med en opfordring

Siden ombudsmanden i juni slog fast, at de københavnske politikere ikke må tage imod guldkort fra Tivoli, har en række lignende sager set dagens lys.
10. JUL 2023 13.56

I årevis har den sjællandske festival Musik i Lejet uddelt gratis billetter til politikere og embedsmænd i Gribskov Kommune.

Men nu skal det være slut, mener kommunaldirektøren Sascha Volmer Sørensen. Det er dog stadig i sidste ende op til politikerne selv at tage stilling til, om de vil følge opfordringen - eller fortsætte med at gå gratis til festivaler, lyder det. Det skriver DR.

Udtalelsen fra Gribskovs kommunaldirektør er blot den seneste i rækken af flere nylige sager, som beskriver, at lokalpolitikere får gratis billetter og goder af private virksomheder. Her har bl.a. Bente Hagelund, der er jurist og lektor i offentlig ret, udtalt, at den slags ordninger er problematiske og ofte imod forvaltningsretlige principper.

Som eksempel vurderede hun i starten af juli måned, at en ordning i København, hvor medlemmerne af borgerrepræsentationen i flere år har fået gratis billetter til Det Kongelige Teater, er imod loven. Den vurdering bakkes op af Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

Ombudsmanden siger nej

Opmærksomheden på de forskellige frynsegoder i kommunerne begyndte i juni, da Ombudsmanden slog fast, at de københavnske politikere ikke må tage imod såkaldte guldkort fra Tivoli.

- Reglerne om, at offentligt ansatte som klart udgangspunkt ikke må modtage gaver fra borgere eller virksomheder, medvirker til at sikre, at der ikke kan stilles spørgsmål ved, at det offentlige handler sagligt og upartisk, sagde Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger dengang til Kommunen.dk.

En undersøgelse fra Kommunen.dk viser desuden, at det langtfra kun er i Københavns Borgerrepræsentation, at man modtager gaver og “fryns”, som man kan betegne som ulovligt. 

I alt har 63 kommuner svaret, og flere kommuner fortæller om, at det er præcedens både at modtage årskort til zoologisk have, forlystelsesparker, musikfestivaler, sports- og kulturarrangementer. 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.