Råstofloven er ikke fulgt med tiden, og der er brug for en national råstofstrategi nu.
Det er budskabet fra Danske Regioner, der i lang tid har talt for en samlet plan på området. Nu er organisationen klar med 10 anbefalinger til den kommende miljøminister, efter at det ikke lykkedes i den netop fratrådte regerings periode at få en samlet råstofplan, selv om det var en del af regeringsgrundlaget.
- Vi er dybt afhængige af, at vi løbende kan indvinde de råstoffer i Danmark, som vi har brug for. Det gælder både nu og fremover. Og vi har brug for, at det sker ud fra en overordnet strategi, siger Camilla Hove Lund, formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima.
Regionerne foreslår blandt andet, at det skal gøres mere attraktivt at genanvende materialer frem for at bruge nye råstoffer.
- Sand, grus og sten er en begrænset ressource. De kan kun graves op én gang. Så det er ikke bæredygtigt, hvis vi baserer vores råstofforsyning på naturskabte råstoffer, siger Camilla Hove Lund.
Danske Regioner anbefaler blandt andet, at der etableres en markedsplads for genanvendte og alternative materialer – måske via en digital platform.
Naboer skal kompenseres
Samtidig skal danskere, som er naboer til råstofgrave, kompenseres økonomisk. Udvinding af råstoffer giver erfaringsmæssigt anledning til reaktioner og spørgsmål fra berørte i lokalområderne; fx fik Region Sjælland over 400 høringssvar til sin seneste råstofplan.
- Indvinding af især sand, sten og grus er et gode, der gavner hele samfundet. Det er en forudsætning for byggeri, anlæggelse af veje, klimatilpasning og energiforsyning. Alligevel er naboer til råstofgrave ikke stillet lige med naboer til vindmøller og solcelleparker, der bliver kompenseret for generne. Det er ikke rimeligt, siger Camilla Hove Lund.
Danske Regioner anbefaler, at man hæver råstofafgiften, dels så det kan betale sig at genanvende materialer, og dels til at kompensere naboerne og afværge gener fra råstofindvindingen.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











