Mindst to modeller i spil til fælles it-organisationer

Kommuner arbejder med forskellige modeller for etablering af nye, fælles it-organisationer. Hvor nogle ser fordele, ser andre ulemper.
24. MAR 2026 6.50

Skal kommunernes nye, fælles it-serviceorganisationer oprettes som aktieselskaber, interessentskaber – eller noget helt tredje?

Det spørgsmål arbejder kommunerne lige nu på at besvare, og hvert valg har sine fordele og ulemper.

De 22 kommuner i KKR-Syddanmark arbejder hen mod en løsning, hvor it-enheden organiseres som et interessentskab (I/S). Det fremgår af et byrådsreferat fra Sønderborg.

Begrundelsen er, at I/S-modellen giver mulighed for en tættere demokratisk kontrol end eksempelvis et aktieselskab (A/S), og det understøtter det syddanske forståelsespapirs princip om at prioritere det kommunale selvstyre og det politiske prioriteringsrum.

I det midtjyske arbejder 19 kommuner sig i en anden retning.

På et møde i KD-net (kommunaldirektørnetværket i Region Midtjylland) blev der i januar givet opbakning til at etablere den midtjyske it-organisation som et aktieselskab. Det fremgår af et byrådsreferat fra Ringkøbing-Skjern. 

Den administrative beslutning beror på en anbefaling fra advokatfirmaet Poul Schmidt og bygger på en række prioriterede hensyn som eksempelvis fleksibilitet, indflydelse og afgrænsning af forpligtelser.

Vurderingen er, at aktieselskabs-modellen bedst understøtter ønsker om fleksibilitet, og at der modsat I/S-modellen ikke stilles krav om, at Ankestyrelsen skal godkende eventuelle vedtægtsændringer og deltagelse i samarbejdet. 

Kræver nærmere afklaring

Af den sønderjyske indstilling fremgår det imidlertid, at Ankestyrelsen muligvis alene skal orienteres om vedtægter og vedtægtsændringer og altså ikke godkende dem. Det vil dog kræve en nærmere afklaring, lyder det.

Hensynet til den demokratiske kontrol, som de sydjyske kommuner prioriterer, berøres også i anbefalingen til de midtjyske kommuner. Her bemærkes det, at der er større "armslængde" mellem ledelsen i et aktieselskab og kommunerne som ejere end mellem ledelsen af et interessentskab og kommunerne. 

Det skyldes, at ejerne af et aktieselskab ikke har mulighed for at instruere egne bestyrelsesmedlemmer, mens interessenter kan give et ”bundet mandat” til deres valgte bestyrelsesmedlemmer.

Mindre forpligtende

Ifølge anbefalingen til de midtjyske kommuner kan A/S-modellen være forvaltningsmæssigt mindre forpligtende end I/S-modellen, fordi kommunerne ikke overdrager kommunens kompetence på det udskilte område til aktieselskabet. 

Det vil være tilfældet med I/S-modellen, hvorfor kommunerne ikke selv vil kunne varetage opgaver indenfor det område, som den nye organisation skal tage sig af. 

Samtidig kan A/S-modellen være økonomisk mindre forpligtende end I/S-modellen, idet kommunerne ikke hæfter for aktieselskabets forpligtelser, hvorimod
samtlige kommuner vil hæfte fuldt ud og solidarisk for interessentskabets forpligtelser.

Omvendt medfører et begrænset økonomisk forpligtende samarbejde mellem kommunerne en risiko for, at der ikke er nogen til at samle uforudsete ekstraomkostninger op. Dermed kan A/S-modellen øge behovet for økonomisk styring og planlægning for at modvirke prisstigninger, lyder vurderingen fra Poul Schmidt.

Tid som faktor

Tidsrammen taler ifølge advokatfirmaet i sig selv for at gå med aktieselskabsmodellen, da det vil være mindre tidskrævende end at etablere et interessentskab. 

Mens et A/S typisk tager tre måneder at etablere, tager det gerne seks-syv måneder at etablere et I/S, fordi det kræver godkendelse fra Ankestyrelsen, fremgår det af anbefalingen. Da de fælles it-enheder skal være etableret den 1. januar 2027, vurderes førstnævnte at være det bedste valg.

I både Midtjylland og Syddanmark skal de administrative beslutninger om organisationsmodeller godkendes politisk. 

De nye it-serviceorganisationer

Senest 1. januar 2027 skal kommunerne etablere sig i nye, tværkommunale samarbejder i form af 4-5 kommunale it-serviceorganisationer med geografisk udgangspunkt i de fire regioner.

De nye it-serviceorganisationer oprettes som kommunale enheder og vil inden udgangen af 2027 overtage kommunernes drift af server- og netværksinfrastruktur.

Ambitionen er, at enhederne herefter gradvist overtager driften af brugerstyring og monitorering, pc’er og øvrigt slutbrugerudstyr samt servicedesk og support frem mod 2030. 

Kommunernes anlægsinvesteringer løftes ekstraordinært med 45 mio. kr. i 2026 og 50 mio. kr. årligt i 2027-2029 til implementering af de nye it-serviceorganisationer.

Derudover etableres der en lånepulje på 90 mio. kr. i 2026 og 100 mio. kr. i 2027-2029 til implementering af it-serviceorganisationerne.

Samlingen af kommunernes drift af basis-it vurderes at tilvejebringe et potentiale på 210-265 mio. kr. årligt, som fastholdes i kommunerne. 

Kilde: Økonomiaftale 2026

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/mindst-to-modeller-i-spil-til-faelles-it-organisationer

GDPR
Mindst to modeller i spil til fælles it-organisationer