Projekterne skal løfte kvaliteten af anlæg og faciliteter, der har med turisme at gøre.
Mads Gregersen

43 mio. kr. skal sætte skub i kommunale turismeprojekter

Midlerne til at realisere de tværkommunale udviklingsplaner bliver en vigtig drivkraft for at få flere private investeringer, mener direktør ved Dansk Kyst- og Naturturisme.
19. MAR 2026 9.23

I september afsatte regeringen 43 millioner kroner fra turismereserven til at realisere tværkommunale udviklingsplaner, og pengene skal blandt andet bruges til projekter, der udvikler feriesteder, styrker kultur og rekreativ infrastruktur og skaber mere levende byer. 

Nu igangsættes arbejdet med at udmønte midlerne, som udføres af Dansk Kyst- og Naturturisme i samarbejde med kommuner og destinationsselskaber.

Bag investeringen ligger et behov for at styrke udviklingen i kyst- og naturturismen. En ny analyse fra Dansk Industri peger på, at investeringerne i overnatningskapacitet, anlæg og faciliteter ikke følger med den stigende efterspørgsel. Samtidig er der siden årtusindskiftet sket et fald i turismeerhvervets nettokapitalapparat – især uden for de store byer.

Ifølge Dansk Kyst- og Naturturisme kan de nye midler blive et vigtigt redskab for kommuner, der vil udvikle turismen lokalt.

- Regeringens investering er en gamechanger. Med dem kan vi prioritere initiativer, der samler kommuner og destinationsselskaber om fælles, ambitiøse projekter, der kan trække medfinansiering fra fx fonde – og som derfor kan få en økonomisk størrelse, der virkelig kan rykke noget. Det handler om at gå fra mindre dryp til blivende tryk, der kan mærkes hos gæsterne og i lokalsamfundene, siger Jens Hausted, direktør for Dansk Kyst- og Naturturisme.

Skal tiltrække private investeringer i turisme

Projekterne kan for eksempel handle om at løfte kvaliteten i stærke feriesteder, styrke kultur og kulturarv, etablere wayfinding og rekreativ infrastruktur eller udvikle lystbådehavne og mindre havne.

Samtidig skal investeringerne være med til at tiltrække private penge til turismeudvikling i kommunerne.

- Det er afgørende, at der bliver sat skub på investeringerne i kyst- og naturturismen, hvis vi skal fastholde vores konkurrenceposition. Når kommuner og destinationer har en klar strategi for udviklingen i deres område og samtidig går forrest og investerer i fx rekreativ infrastruktur, så sender de et signal til private investorer om, at de mener det alvorligt, siger Jens Hausted, og tilføjer:

- De 43 millioner kroner til at realisere de tværkommunale udviklingsplaner kommer dermed til at være en vigtig drivkraft for flere private investeringer.

Puljen bygger på erfaringer fra en tidligere indsats. I 2023 afsatte regeringen 21 millioner kroner til de tværkommunale udviklingsplaner. Her har midlerne blandt andet været med til at igangsætte infrastrukturprojekter i feriesteder – eksempelvis en ny forbindelse mellem bymidten og Sluseøen i Hvide Sande, der skal skabe bedre plads til gående og cyklister og åbne op for et nyt erhvervsudviklingsareal.

Dansk Kyst- og Naturturisme opfordrer nu kommuner og destinationsselskaber til at begynde at modne projekter, der kan realisere planerne. Midlerne vil blive udmøntet efter dialog med kommuner og destinationsselskaber bag de tværkommunale udviklingsplaner.

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/43-mio-kr-skal-saette-skub-i-kommunale-turismeprojekter

GDPR