I skovens dybe, stille ro er der en masse træer, men i Klosterhedens næsten 6500 hektar store plantage, der ligger midt imellem Struer og Lemvig, er der også en masse beton – og det var planen, at der skulle være endnu mere. Det har TV Midtvest afsløret på baggrund af materiale fra Forsvaret og mailkorrespondancer.
Klosterheden er i dag hjemsted for 52 jorddækkede ammunitionsmagasiner i armeret beton på hver 150 kvadratmeter. Ifølge TV Midtvests oplysninger skal de eksisterende depoter opdateres. Derudover drømmer Forsvaret om mere plads til ammunition og andet udstyr.
I en mail til Region Midtjylland skriver Forsvaret blandt andet, at depotområdet skal udbygges for at gøre plads til "store mængder ammunition". I mailen til regionen kobler Forsvaret desuden udvidelsen i Klosterheden sammen med genetableringen af dansk ammunitionsproduktion.
Mailen er sendt i juli 2025 og dermed kun få måneder efter, at daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) bekendtgjorde, at man igen skal lave krudt og kugler på dansk jord.
Det er efterhånden flere uger siden, at TV Midtvest fik nys om Forsvarets planer i Klosterheden Plantage, men det har været meget svært at få et ord ud af Forsvaret før nu.
- Det er rigtigt, at vi havde gang i et projekt deroppe, men det er trukket tilbage, siger Martin Særmark-Thomsen, kommunikationsmedarbejder hos Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando, der driver og udvikler de fysiske rammer for Forsvaret.
Hvorfor er planerne trukket tilbage?
- Jeg kan ikke oplyse, hvorfor de er trukket tilbage, siger kommunikationsmedarbejderen.
Udbudsmateriale var klart
Projektet var ellers så langt fremme, at der allerede var udarbejdet et omfattende udbudsmateriale. Af udbudsmaterialet, som TV Midtvest har set dele af, fremgår det blandt andet, at hovedentreprenøren på opgaven,
M.J. Eriksson A/S, var gået i gang med indhente tilbud fra underleverandører om levering af blandt andet 38.000 tons stabilgrus, 500 kvadratmeter køreplader og en timepris for leje af en syv-akslet sættevogn. Materialet er dateret til oktober 2025. Præcist hvornår planerne blev lagt på køl, er uvist.
TV Midtvest kan ikke få oplyst, hvor stort et byggeri, der var tale om, men Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando bekræfter, at der var tale om en opdatering af det eksisterende depot, og at der også skulle bygges et nyt depot i plantagen.
- Vi kigger løbende på, hvordan vi kan optimere den kapacitet (bygninger, ansatte og materiel, red.), som vi har. Der bliver talt om flere værnepligtige og nye kapaciteter i Forsvaret. Når Forsvaret vokser, så får vi brug for mere depotplads. Det gælder alt fra underhyler til granater, siger Martin Særmark-Thomsen, kommunikationsmedarbejder hos Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando.
Forventer genudbud
Det store spørgsmål er nu, hvad der skal ske med de store planer, der var for yderligere militære aktiviteter i Danmarks største plantede skov? Det har vi naturligvis også spurgt Forsvaret om, men også her er det småt med informationer.
- Vi forventer at genudbyde det på et senere tidspunkt. Det er det, jeg kan sige, siger kommunikationsmedarbejder Martin Særmark-Thomsen.
TV 2’s forsvarskorrespondent Anders Lomholt siger, at det giver god mening at udvide ammunitionslagrene, hvis Danmark skal leve op til NATO’s krav.
Han understreger dog, at det er svært at sige præcist, hvorfor planerne muligvis er blevet udskudt i dette tilfælde. Det kan skyldes alt fra justeringer i udbudsmaterialet, til at man har fundet en bedre placering eller noget helt andet, siger han.
I 2024 var der 25 medarbejdere ved ammunitionsdepotet, heraf én depotleder.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












