dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Slut med gratis VIP-billetter fra Odense Zoo til politikerne

Politikerne i byrådet har i årevis fået tilbudt VIP-årskort til Odense Zoo. Men det sætter Folketingets Ombudsmand nu en stopper for.

ODENSE / ROSKILDE / KØBENHAVN: Hvert år bliver alle byrådspolitikerne i Odense Byråd tilbudt et VIP-årskort til Odense Zoo, og med kortet kommer de gratis ind og har mulighed for at medbringe op til tre gæster. Men den praksis slutter nu. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Folketingets Ombudsmand kom i sidste måned med en udtalelse, der problematiserer, at medlemmerne af Københavns Borgerrepræsentation modtager årskort til Tivoli, og på den baggrund er det altså nu slut med at få tilbudt gratis VIP-årskort som politiker. 

Mandag sendte stadsdirektør Stefan Birkebjerg en mail til samtlige byrådsmedlemmer i Odense Byråd. Den gør opmærksom på, at et zoo årskort betragtes som en gave, der efter ombudsmandens udtalelse ikke er i overensstemmelse med de principper, der gælder for offentlige ansattes modtagelse af gaver og andre fordele.

Reglerne for offentligt ansatte gælder i følge ombudsmanden også for politikere. Stadsdirektøren anbefalede derfor ved samme lejlighed, at politikere, der har takket ja til årskortet, returnerer det til Odense Zoo.

Backstage-billetter og Tivoli-kort

Også i forbindelse med den nyligt overståede Roskilde Festival var der anklager om brud på bestikkelsesregler i forbindelse med nogle gode tilbud til politikerne. Byrådsmedlemmerne i Roskilde Kommune fik nemlig tilbudt gratis backstage-billetter. Det skrev Berlingske et par uger inden festivalen løb af stablen. Dagbladet snakkede med flere eksperter, der vurderede, at det strider imod bestikkelsesreglerne.

Tidligere på måneden kunne DR også berette, at Det Kongelige Teater i København i årevis har delt gratis billetter ud til lokalpolitikere. 

I den sammenhæng vurderede jurist og lektor i offentlig ret Bente Hagelund, at kommunalpolitikere ikke må tage imod den slags gaver efter de almindelige forvaltningsretlige principper, som gælder for offentligt ansatte. 

hss

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.