HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden skal endnu en gang bede om flere penge fra skatteyderne for at lappe det, der efterhånden er blevet et løbsk hospitalsbyggeri.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Det er mindre end et år siden, at budgettet bag Nyt Hospital Nordsjælland i juni 2025 blev genåbnet for tredje gang efter fordyrelser i både 2021 og 2023.Ni måneder senere har budgetoverskridelsen vist sig noget større, end hidtil ventet.
Det fremgår af et punkt på dagsordenen i Region Hovedstadens forretningsudvalg, at det reviderede budget bag hospitalsbyggeriet er skredet.
Politikerne i regionsrådet skal have fået en fortrolig orientering om omfanget, og TV 2 Kosmopol erfarer fra flere kilder, at der er tale om en milliardstor ekstraregning, der er markant større end den, der trak overskrifter i juni sidste år.
Her måtte regionen igen-igen-igen genbesøge beløbsrammen omkring byggeriet, da det stod klart, at der var behov for yderligere en milliard kroner i budgettet, for at supersygehuset kunne blive færdigbygget.
Den milliard lagde sig oven i de 7,9 milliarder, som budgettet – der oprindeligt var på fire milliarder – dengang var blevet udvidet til. Men nu står det ifølge TV 2 Kosmopols oplysninger klart, at en ekstra milliard kroner langt fra er tilstrækkeligt til at få hospitalsbyggeriet i mål.
Et usikkert estimat
TV 2 Kosmopol erfarer, at regningen for Nyt Hospital Nordsjælland nu står til at blive mere end ti milliarder kroner.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) har ”på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til økonomien”. Men til TV 2 Kosmopol udtaler han i et skriftligt svar:
- Sidste sommer fik vi i regionsrådet et varsel om, at byggeriet ville blive omkring en milliard dyrere end det daværende budget på 7,9 milliarder kroner. Allerede dengang fik vi at vide, at det var et usikkert estimat – og vi er siden løbende blevet varslet om, at det kunne blive endnu højere.
Ifølge TV 2 Kosmopols oplysninger vurderes det nu, at der skal tilføres mindst to milliarder kroner for at få Nyt Hospital Nordsjælland færdigbygget. Altså mindst det dobbelte af, hvad regionen selv meldte ud sidste sommer.
Region Hovedstadens pressetjeneste vil heller ikke bekræfte beløbet over for TV 2 Kosmopol.
Mens Region Hovedstaden har fortrolighedsstemplet de fleste bilag i sagen, er der enkelte offentligt tilgængelige, som indikerer ugler i mosen. For eksempel viser den seneste uafhængige revisorerklæring, hvor projektets økonomiske indberetninger fra fjerde kvartal af 2025 er blevet gransket, at byggeriet tærer på regionens pengekasse.
Revisorerne skriver, at ”projektet forventes at blive færdiggjort med et væsentligt merforbrug”.
I samme rapport henvises der til et ellers fortroligt dokument. Her fremgår det ifølge revisorernes erklæring, at Region Hovedstaden ved udgang af december i forbindelse med byggeriet har lavet kassetræk for samlet set 798 millioner kroner. Indtil videre.
Forvaltningen orienterer dog politikerne i forretningsudvalget om, at byggeriet – for nu – følger tidsplanen med planlagt ibrugtagelse i sensommeren 2027, som dog er ”stram”.
TV 2 Kosmopol har kontaktet en række politikere i Region Hovedstaden. Ingen vil dog udtale sig om de nye budgetoverskridelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











