Fjernvarmemål i 2028 ser svært ud
Op mod 50 pct. af de husholdninger, der i dag bruger naturgas, skal ifølge planen være overgået til fjernvarme senest i 2028. Det skal blandt andet sikre, at Danmark ikke skal være afhængig af russisk gas. Men brancheorganisationen Dansk Fjernvarme og flere andre sår tvivl om, hvorvidt målsætningen er realistisk, skriver Politiken.
- Der er ikke en chance overhovedet for, at vi når at få rullet fjernvarmen fuldt ud inden 2028, sådan som regeringen ønsker det, siger Henning Lambertsen til Politiken.
Han er administrerende direktør i Damgaard Rådgivende Ingeniører, der rådgiver kommuner, myndigheder og fjernvarmeselskaber.
- Fjernvarmeprojekter er så store anlægsprojekter, at 2028 praktisk talt er lige om hjørnet. Og der er ikke arbejdskraft og materialer til det, siger han.
Samme melding lyder fra brancheorganisationen Dansk Fjernvarme. Direktør Kim Mortensen vurderer, at det lige nu er realistisk at gennemføre 60-70 pct. af målsætningen.
- Der er projektforslag, der er godkendt og er under planlægning, og de skal nok komme i mål. Men andre steder ser det svært ud. Vi regner med, at 50.000 nye husstande vil få fjernvarme i år. Men den kadence kan vi ikke holde på sigt. Fjernvarmeprojekter tager tid, og der er efterspørgsel på hænder og hjerner, siger han til Ritzau.
Savner konkrete redskaber
Ifølge Dansk Fjernvarme er der høje politiske ambitioner. Men branchen savner nogle konkrete redskaber, der gør ambitionerne mere realistiske.
Først og fremmest øget økonomisk tilskud, fordi alt fra materialer til arbejdskraft er steget i pris, så anlæg af fjernvarme er blevet dyrere. En såkaldt fjernvarmepulje med tilskud til projekter i 2022 løb i sidste uge tør for penge.
Der er afsat 265 millioner kroner i puljen. Men lige nu er der ifølge Dansk Fjernvarme allerede indsendt 59 ansøgninger med ønske om i alt 274.479.858 kroner.
Desuden fremhæver Kim Mortensen, at branchen gerne ser en såkaldt "ja tak-ordning", hvor man automatisk tilsluttes fjernvarme, medmindre man aktivt melder fra. I dag skal man melde sig til, og det koster både tid og penge at skulle gennemføre tilmeldingsprocessen med borgermøder og kampagne i lokalområderne, lyder det.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) er godt klar over, at der er udfordringer, og han følger udviklingen tæt, skriver han i en mail til Politiken.
- Der er ingen tvivl om, at det kræver benhårdt arbejde at nå så høje ambitioner, og at der selvfølgelig er forhindringer, der skal overkommes. For eksempel skal der være arbejdskraft nok.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.