
Distributionsselskabet DAO vil være Danmarks nye postselskab, når statsejede PostNord til årsskiftet dropper omdeling af breve. Og noget tyder på, at postomdelingen ikke bliver ringere af den grund.
I en ny måling, som Trafikstyrelsen har foretaget, har DAO leveret 99 procent af de breve, som selskabet omdeler, inden for fem dage. For PostNords vedkommende gælder det kun for 90 procent af brevene.
Der er tale om en væsentlig forbedring fra DAO's side, idet selskabet i en tilsvarende måling i december kun formåede at levere 88 procent af brevene inden for fem dage.
Den udvikling glæder Line Elikofer, der er kontorchef for postområdet i Trafikstyrelsen.
- Undersøgelsen viser, at både DAO og PostNord får posten frem. For Dao er der samtidig sket en klar fremgang i forhold til leveringstid, som tyder på, at virksomheden har fundet niveauet som landsdækkende distributør. For os som postmyndighed er det positivt at se, siger hun.
Testet ud fra 2616 breve
Den seneste måling er foretaget ved, at Trafikstyrelsen har sendt 2616 standardbreve af sted til modtagere i hele landet. Efterfølgende har modtagerne rapporteret, hvornår de har modtaget brevene.
Halvdelen blev sendt med DAO, og den anden halvdel blev sendt med PostNord. 99,8 procent af brevene nåede frem til modtageren, hvilket er en forbedring på hele 2,9 procentpoint sammenlignet med december.
PostNord meddelte i marts, at man fra og med 2026 ikke længere vil omdele almindelig post, men udelukkende koncentrere sig om pakker. Efter 400 år med postuddeling er brevmængderne i Danmark på grund af digitaliseringen blevet så små, at det ikke længere er en rentabel forretning.
I stedet har DAO meldt sig på banen. Selskabet, der også omdeler aviser, pakker og magasiner, tilbyder at omdele standardbreve i hele Danmark for 23 kroner for et brev, der vejer op til 100 gram.
PostNord tager 29 kroner for at sende et tilsvarende brev.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.