dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kommune opsiger avisabonnementer: Fremstår som en hævnaktion, mener ekspert

Odsherred har opsagt de fleste abonnementer på Nordvestnyt, hvilket flere kalder et muligt opgør med kritisk journalistik. Borgmesteren afviser dog og forklarer, at beslutningen skyldes rod i gamle aftaler.
21. OKT 2025 11.23

ODSHERRED: Odsherred Kommune har opsagt størstedelen af dens abonnementer på lokalavisen Nordvestnyt, hvilket ifølge blandt andre kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch på mange måder fremstår "som en hævnaktion" mod kritisk journalistik. Det skriver DR. Ifølge to byrådsmedlemmer i kommunen - Michael Kjeldgaard (S) og Thomas Nicolaisen (R) - virker beslutningen også mistænkelig. De vil nu rejse sagen i byrådet. 

Direktionen begrunder beslutningen med, at udgiften på 288.000 kr. var for stor, men kommunen beholder samtidig abonnementer for 415.000 kroner på andre medier. Kommunalforsker Roger Buch kalder sagen "dybt problematisk" og "uhyggelig" i et demokratisk perspektiv: "Det er sådan nogle ting, vi ser i Rusland eller i USA, hvor den amerikanske præsident går benhårdt - også med økonomiske midler - efter at lukke munden på kritiske medier, og det kan man selvfølgelig ikke gøre i et retssamfund," siger han. 

Borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) har ikke ønsket at udtale sig til DR, men kommunaldirektør Claus Steen Madsen afviser, at beslutningen har noget med avisens dækning at gøre. "Der er jo ikke tale om, at vi har opsagt alle abonnenter, vi har," siger han.

Borgmester kommenterer sagen 

Borgmesteren vil dog gerne kommentere sagen på Facebook. Her understreger hun, at kommunen ikke er ude på et såkaldt hævntogt.

Hun forklarer derimod, at opsigelsen af avisabonnementerne skyldes rod og manglende overblik i kommunens ordninger. Nogle abonnementer stod i navne på tidligere ansatte og politikere, og der var ikke styr på beskatning eller fælles erhvervsaftaler. Derfor blev alle abonnementer opsagt for at starte forfra med et samlet og ensartet system. Samtidig er der ifølge borgmesteren allerede tegnet nye abonnementer.

"Jeg ved, at det også kan være presset at lave lokalavis, men det er altså ikke kommunens opgave at finansiere avisen. Det vil give et helt skævt magtforhold. Det er derfor, at vi har en offentlig mediestøtte. Og her har Folketinget heldigvis lige vedtaget nye regler, så lokalaviserne får bedre økonomi og flere udviklingsmuligheder. Det er rigtig godt," skriver hun afslutningsvist. 

 

 

ap

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/kommune-opsiger-avisabonnementer-fremstaar-som-en-haevnaktion-mener-ekspert

GDPR