dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Forsvarsforligskredsen, der i september præsenterede et rekordstort indkøb af jordbaseret luftforsvar, har nu fravalgt at gå videre med en israelsk producent til ligeledes luftforsvar af Danmark. (Arkivfoto). - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Forligskreds fravælger israelsk luftforsvarssystem

Efter anbefaling fra Forsvaret går forligskreds ikke videre med et israelsk produceret luftforsvarssystem.  
24. OKT 2025 10.10

Når Forsvaret i løbet af 2026 får den første del af de nye jordbaserede luftforsvarssystemer, vil den ikke være produceret i Israel. For forsvarsforligskredsen har torsdag aften besluttet ikke at gå videre med det israelske jordbaserede luftforsvarssystem kaldet Barak MX til den indledende anskaffelse. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

At det israelske system droppes i den videre proces, sker på anbefaling fra Forsvarskommandoen.

- Forsvarskommandoen er kommet med en klar militærfaglig indstilling vedrørende opbygningen af jordbaseret luftforsvar. Jeg er glad for, at vi i forligskredsen er enige om at følge Forsvarskommandoens anbefalinger, så vi får købt de mest hensigtsmæssige kapaciteter og sikrer en hurtig og kapabel opbygning, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

I juni blev det annonceret, at Forsvaret ville hasteanskaffe jordbaseret luftforsvar for seks milliarder kroner fra tre europæiske producenter. De luftforsvarssystemer skulle "hurtigst muligt - og senest i 2026" i brug, indtil den permanente løsning er på plads.

Men selv om de tre producenter var blevet udvalgt, beskrev DR i starten af oktober, at det israelske luftforsvar Barak MX også stadig var i spil. Det ville allerede kunne leveres næste sommer.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skulle købes israelsk luftforsvar, har gennem lang tid splittet forsvarsforligskredsen. De Radikale og SF har været imod, mens det for borgerlige partier ikke har været et væsentligt tema, hvilket land der producerer luftforsvaret.

Nu er det israelske lys dog blevet slukket helt med fravalget af Barak-systemet. For der er heller ingen israelske producenter at finde til den permanente løsning, som blev præsenteret i september. Der er tale om et rekordstort våbenindkøb af i alt otte jordbaserede luftforsvarssystemer til samlet over 50 milliarder kroner.

Producenter til de otte luftforsvarssystemer, der er mellem- og langtrækkende, er alle europæiske. Forsvaret har ikke rådet over jordbaserede luftforsvarssystemer siden 2004.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/forligskreds-fravaelger-israelsk-luftforsvarssystem

GDPR