Otte ud af ti kommuner inddrager borgere for at nå klimamål
Den seneste udgave af KL's Klimabarometer viser, at otte ud af ti kommuner har lavet nye tiltag, der inddrager borgerne i klimaarbejdet, skriver KL's analysemagasin Momentum.
- Borgerne er helt centrale i den grønne omstilling, og vi kommer ikke i mål uden at have dem med. Når vi inddrager borgerne i kommunernes indsats, så kan vi både øge opbakningen til klimatiltag og skabe ejerskab og handlekraft lokalt, siger formand for KL's Klimahandlingsudvalg og borgmester i Vejen Frank Schmidt-Hansen (K).
Klimabarometer 2023 bygger på svar fra 97 ud af 98 kommuner, og svarene viser også, at borgerinddragelsen ikke står alene i kommunernes indsatser. 65 pct. af dem har nemlig også indgået et eller flere formelle klimapartnerskaber med fx forsyningsselskaber, virksomheder eller civilsamfundsorganisationer. Derudover er 23 pct. af kommunerne ved at afsøge mulighederne for at lave partnerskaber.
- Det handler om at arbejde på mange fronter gerne på tværs af offentlige og private aktører og dermed tænke i mere brobyggende relationer, hvor man for eksempel også inddrager borgere i samarbejde med civilsamfundsorganisationer. Man skal, som FN’s generalsekretær har sagt, gøre "everything, everywhere, all at once" siger lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC Annika Agger.
Vej til borgerne
Et eksempel på et klimapartnerskab, der samtidig giver direkte adgang til tusindvis af borgere, er Aalborg Kommunes partnerskab med en række almene boligorganisationer.
- Vi når ikke vores klimamål, hvis ikke borgerne deltager positivt og aktivt i forhold til at ændre deres egen adfærd. Det vil vi gerne motivere dem til, både for at de konkret kan nedbringe deres CO2-udledning, men også fordi vi tror på, at vi ved at inddrage borgerne kan gøre dem mere bevidste om nødvendigheden af den grønne omstilling, siger teamleder i Center for Grøn Omstilling Steffen Thomsen.
I Aalborg har boligforeningerne forpligtet sig til at bidrage til kommunens målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030 og at blive klimaneutral i 2050. Et af projekterne er Bæredygtig Bydel 9220, hvor arrangementer inspirerer til større bæredygtighed.
Potentialet til at rykke på den grønne omstilling via samarbejde med landets boligforeninger er stort. Ifølge Danmarks Almene Boliger bor det rundt regnet 1 mio. borgere i 600.000 almene boliger - med et udeareal svarende til 19.000 fodboldbaner.
Ejerskab og inspiration
I Brøndby er kommunen bl.a. gået sammen med civilsamfundsorganisationerne Grønne Nabofællesskaber og DeltagerDanmark. Det har ført til oprettelsen af en række grupper, styret af borgere, der gerne vil leve mere bæredygtigt.
- Hvis folk virkelig brænder for noget, uanset om det er fællesspisning, vilde haver eller tøjbytte, så oplever de, at de får ejerskab over deres projekter, og så kommer vi meget længere, end hvis vi som kommune kommer og siger til dem, at de skal gøre noget bestemt, siger klimakoordinator Anne Thane Christensen.
Kommunen betaler for, at en koordinator fra DeltagerDanmark kan bruge 15 timer om ugen på at hjælpe med til at få borgernes projekter realiseret. Vel at mærke uden at kommunen blander sig.
- Det kan godt være, at det tager lang tid, men det er ændringer i de helt grundlæggende hverdagsting, som skal til. Og som er sindssygt svære at opnå, siger Anne Thane Christensen.
I Grønne Nabofællesskaber er der fx etablereret en såkaldt skoleskov, hvor elever fra en lokal folkeskole har plantet 330 træer på skolens areal. Og fællesskabet har afholdt havevandringer på Mors Dag som erstatning for at købe blomsterbuketter, der udgør en relativ høj klimabelastning.
- Der er forskning, der tyder på, at man ad den vej kan gøre den bæredygtige adfærd til den nye normal. Så det, der starter som en tendens med få frontløbere, kan altså med tiden blive til en udbredt norm. Og så kan man skabe ændringer på et område, som kan være svært at nå med love og regler - nemlig hvordan folk lever og forbruger i privaten, siger lektor Annika Agger.
Læs mere om Kommunernes Klimabarometer 2023 her.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.