
Det er gået knap seks måneder, siden forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) bebudede, at man ville gøre "noget umiddelbart og hastigt" i forhold til indkøb af blandt andet granater. Nu varsler ministeren, at der vil ske noget i sagen inden for 14 dage.
Sådan lyder det i et skriftligt svar fra ministeren til Jyllands-Posten, der har spurgt ham, om han er tilfreds med forløbet, der indtil videre har taget 178 dage, uden at der er sket noget.
- Jeg har en forventning om, at der inden for de næste 14 dage vil kunne træffes en beslutning på området, lyder det fra ministeren til mediet uden yderligere uddybning.
Jyllands-Posten har løbende spurgt Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og Forsvarsministeriet ind til hurtigt indkøb af blandt andet granater.
Det er på baggrund af, at ministeren sidst i februar sagde, at man ville lave et hurtigt indkøb, mens man venter på, at norske Nammo kan producere ammunition og granater fra den nedslidte fabrik Krudten. Granaterne er ifølge Jyllands-Posten ikke bestilt endnu.
Forløbet om ammunitionsproduktion i Danmark har været en langstrakt proces. Tankerne blev luftet for over to år siden, men fabrikken står først til at starte produktion i 2027. Netop ventetiden lå til grund for et hasteindkøb af granater og ammunition, så Forsvarets lagre kan fyldes op.
Troels Lund Poulsen skriver yderligere i svaret til Jyllands-Posten, at Europas ammunitionslagre er "under pres", da han bliver spurgt til de manglende granater.
Der er afsat cirka 8,6 milliarder kroner til fabrikken i nordjyske Elling og til at opbygge Forsvarets ammunitionslagre. Fabrikken skal producere 155 mm og 120 mm granater samt patroner i kaliber 5,56 og 7,62. Staten solgte våbenfabrikken Krudten i 2008, men købte den tilbage i september 2023 på grund af Ruslands krig mod Ukraine.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.