dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Leverandører af ældrepleje skal kunne levere hele pakken
De ældre skal selv kunne bestemme, hvad de vil have hjælp til af hjemmehjælpen. Derfor skal også private leverandører kunne levere både praktisk og personlig hjælp.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Leverandører af ældrepleje skal kunne levere hele pakken

En virksomhed skal fremover kunne levere både rengøring, personlig pleje og genoptræning for at blive leverandør i ældreplejen.

I fremtiden bliver det ikke mere muligt at være et firma, som udelukkende leverer rengøring og anden praktisk hjælp til ældre. 

Regeringens nye ældreudspil, som blev offentliggjort tirsdag formiddag, indfører nemlig begrebet helhedspleje. Det går ud på, at hjælp til de ældre bliver bevilget som pakker i stedet for som enkeltydelser målt i minuttal, og at ældre frit skal kunne vælge, hvad de vil have hjælp til den enkelte dag - om de fx hellere vil i bad end have gjort rent.

Derfor skal én leverandør have det samlede ansvar for både praktisk og personlig hjælp til borgeren, uanset om det er et fast team hos kommunen eller en privat leverandør. Kun madservice er undtaget fra kravet om, at leverandøren skal kunne levere helhedspleje.

Samtidig udvides de ældre frie valg af leverandør til også at omfatte genoptræning og rehabilitering. I dag er der ikke krav om private udbydere på dette område.

Indfasning og mulighed for konsortier

Kravet om, at leverandører skal kunne levere helhedspleje, indføres med indfasning, så borgere, der i dag kun modtager rengøring, kan fastholde deres leverandør, indtil de eventuelt får behov for yderligere hjælp og skal visiteres til et samlet pleje- og omsorgsforløb. Der vil også være mulighed for, at leverandørerne kan indgå i konsortier, hvor mindre leverandører kan indgå som underleverandør, fremgår det af regeringens udspil. 

Forslaget modtages med kritik af Dansk Industri. Det vil i praksis betyde, at de tusindvis af ældre, der kun modtager praktisk hjælp, i fremtiden vil have færre leverandører at vælge imellem, mener DI.

- Jeg har svært ved at se logikken i, at en lille rengøringsvirksomhed også skal tilbyde et genoptræningsforløb, før de må gøre rent hos en pensionist, der i øvrigt ikke er visiteret til et genoptræningsforløb. Konsekvensen bliver, at man indskrænker det frie valg for tusindvis af ældre. For det er helt urealistisk at tro, at en lokal rengøringsmand fra næste år kan levere lange og komplicerede genoptræningsforløb, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

- Vi har helt konkrete bud på, hvordan man kan opnå en mere helhedsorienteret tilgang. Kort sagt bør regeringen lave tre indgange, hvor den ene kun omfatter praktisk hjælp. På den måde bliver udgangspunktet stadig de ældres behov samtidig med, at vi udvider deres frie valg, siger han.

Også Cepos er kritisk overfor det nye krav til leverandører.

- Hvis det her ikke indføres med meget stor omtanke, fleksibilitet og tålmodighed, risikerer det at blive helt ødelæggende for de private leverandører, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i Cepos.

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.