S-togslinjerne i København har været ramt af sporarbejde sidste år, og det er både gået ud over antallet af rejsende og rettidigheden. Det fortæller DSB i årsrapport. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

171 millioner DSB-rejser giver overskud på 572 millioner

DSB øgede antallet af rejser sidste år, selv om der var tilbagegang i S-togene. Digital billet vinder frem.
5. FEB 2026 13.14

171 millioner gange benyttede en passager et DSB-tog sidste år, og det er medvirkende til, at det statslige jernbaneselskab opnåede et overskud på 572 millioner efter skat sidste år. Det viser årsrapporten for 2025, der er offentliggjort torsdag.

Her kan man se, at DSB omsatte for 11,3 milliarder kroner i årets løb, hvilket svarer til en fremgang på to procent.  Rapporten fortæller også, at antallet af rejser i fjern- og regionaltog steg med fire procent sidste år, mens der var negativ udvikling i antallet af S-togsrejser.

Det skyldtes ifølge DSB det sporarbejde, der blev igangsat i maj sidste år, og som har medført færre afgange og forstyrrelser i driften. Det er hovedsageligt strækningen mellem Klampenborg og København, der har været ramt af tilbagegang.

Lever ikke op til kontraktkrav for punktlighed

Sporarbejdet har også udfordret kundepunktligheden. Det er et tal, der angiver, hvor mange tog, der afgår senest tre minutter efter køreplanen. For S-togenes vedkommende lød den på 94,1 procent sidste år, hvilket svarer til en tilbagegang på 1,9 procentpoint.

Kundepunktligheden for fjern- og regionaltogene endte på 73,2 procent sidste år. Det er 3,4 procentpoint lavere end i 2024, og det er også under det kontraktmål på 75 procent, der er aftalt med staten. Også her har sporarbejde påvirket rettidigheden, ligesom et nyt planlægningssystem har krævet større tilpasning end forventet.

DSB noterer også i årsrapporten, at kunderne har taget de digitale løsninger til sig i et omfang, så der nu er mere end én million aktive brugere af DSB's app. I november blev der indløst billet til hele 8,4 millioner rejser via digitale løsninger.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/171-millioner-dsb-rejser-giver-overskud-paa-572-millioner

GDPR
171 millioner DSB-rejser giver overskud på 572 millioner