dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Kommunerne er bundet til Microsofts stigende priser

Når kommunerne skal finde udbydere af softwareløsninger, er der kun én reel mulighed: Microsoft. Priserne stiger, men det er svært at finde alternativer.
20. FEB 2024 11.25

Når kommunerne til næste år skal have forhandlet en ny treårig aftale for standardsoftware gennem Statens og Kommunernes Indkøbsservice, så bliver det endnu en gang med verdens mest værdifulde selskab, Microsoft, som det eneste. Det betyder, at selvom priserne på Microsofts produkter stiger, så er det svært at finde et alternativ. Det skriver dr.dk.

- Når der ikke er nogen konkurrence, så betyder det, at vi ikke har nogen styring, når vi forhandler priser. Det handler bare om at smække hælene sammen og betale ved kasse et, siger Henrik Brix, der er formand for Foreningen af kommunale it- og digitaliseringsansvarlige, til DR.

Han siger, at der er skabt nogle afhængigheder, som er svære at komme ud af, hvis ikke der gøres en fælleseuropæisk indsats.

Fra stigende priser til alternativer

Udover at de danske kommuner benytter sig af Microsofts mail, Word og Excel, så abonnerer de også på specifikke softwaresystemer, der bruges til at håndtere opgaver inden for sundhed og økonomi 

Og prisen på de abonnementer stiger. En aktindsigt, som mediet Version2 har fået, viser, at prisen kommunerne betaler er steget fra 313 mio. kr. i 2018 til 538 mio. kr. i 2023. En stigning på cirka 70 procent. Samlet har kommunerne haft udgifter for minimum 2.630.831.250 kr. til Microsoft-licenser de seneste seks år.

For at blive klogere på techgiganternes dominerende position har regeringen nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger. Mikkel Flyverbom, der sidder i den gruppe, siger til Version2, at man kigger på, hvordan udbudsregler, regulering og investeringer kan bane vejen for mere plads til alternativer. 

mar

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.