
Med en dugfrisk rundspørge i tasken fra KL, der fortæller, at private plejefirmaer er gået konkurs i hver tredje kommune, var der i går samråd i Beskæftigelsesudvalget. Her havde Bjarne Laustsen (S) kaldt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i samråd for at høre, hvad regeringen kan og vil gøre ved konkursbølgen.
Baggrunden er, at private firmaer har store problemer med at tjene penge på at pleje ældre borgere. Så store, at firmaerne lukker på stribe i en bølge af konkurser, der berører tusindvis af borgere. Mere end hver tredje kommune har oplevet en eller flere konkurser blandt de private leverandører af hjemmepleje eller hjemmesygepleje, siden markedet blev givet frit 1. januar 2013, og de mange konkurser har lavt anslået berørt mere end 4.000 borgere.
Desuden er flere kommuner kommet i klemme i disse sager, hvor de hænger på tocifrede millionregninger til løn, pension og feriepenge til medarbejderne i de krakkede plejefirmaer, fordi Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker dette med den begrundelse, at der er sket virksomhedsoverdragelse. Det er bl.a. sket i Hjørring og Aalborg.
Sid på hænderne
- Budskabet fra dagens møde er, at kommunerne skal holde sig fra udbud og udlicitering, og hvis deres private leverandør af service går konkurs, skal kommunerne lade være med at gøre noget som helst men blot sidde på deres hænder for at undgå, at de bliver sorteper i en virksomhedsoverdragelsessag, som det er sket i Hjørring og Aalborg, siger Bjarne Laustsen efter dagens samråd.
Han er noget fortørnet over de manglende og uklare regler i disse sager, og han konstaterede, at de to ministre ikke svarede på, hvad kommunerne skal gøre, hvis de ikke kan få andre private leverandører til at løse opgaverne i sådanne konkurssager.
Forsyningspligt
- Kommunerne er jo pålagt fritvalgs-ordningen og de har forsyningspligt, og nogle af løsningerne for dem må være at stille større krav til de private firmaer ift. likviditet f.eks. i form af bankgaranti, samt lave prækvalifikation, siger Bjarne Laustsen, og tilføjer:
- Når kommunerne redegør for de ældre om fritvalgs-ordningen, skal de huske at fortælle dem, at der er risiko for, at de ikke får nogen hjælp pga. konkurser. Ja der er mange torne på denne sti.
Han fik ikke meget positivt med hjem til Nordjylland fra samrådet, og Hjørring og Aalborg må belave sig på retssager anlagt af FOA på deres medlemmers vegne. Og det kan tage år.
Også ved konkurs
I samrådet svarede sundheds- og ældreminister Sofie Løhde på et af de fire spørgsmål til de to ministre på, hvad der sker, når en privat serviceleverandør går konkurs, og det drejer sig om at tilbyde hurtig og livsvigtig hjælp til borgerne:
- Kommunerne har altid forsyningsansvaret, også hvis et firma går konkurs. Det skal sikre, at borgerne får den service, de har krav på. Det står i Servicelovens paragraf 4. Det er kommunernes ansvar at sikre, at de kan træde til og levere den visiterede hjælp, hvis en leverandør går konkurs, sagde Sofie Løhde.
Hun fastslog, at kommunernes forsyningsansvar gælder, uanset om man må afvente en betalingsstandsning eller en konkursbegæring:
- Forsyningsansvaret kommer altid forud for det økonomiske mellemværende, der eventuelt måtte være, sagde hun.
Kommunen hæfter
I forhold til problemerne med Hjørring og Aalborg Kommune, der begge står til store millionregninger til tidligere Kærkommen medarbejdere, fordi Lønmodtagernes Garantifond vurderer, at der er sket en virksomhedsoverdragelse, startede beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen med at sige, at han som minister ikke kan gå ind i de konkrete sager. I stedet redegjorde han for reglerne:
- Hvis der er sket en virksomhedsoverdragelse inden den overdragende virksomheds konkurs, så følger det af virksomhedsoverdragelseslovens paragraf 2 stk. 1, at den erhvervende virksomhed hæfter for de krav for lønmodtageren, som bestod på tidspunktet for overdragelsen, sagde han.
Der var mange spørgsmål fra udvalget om det principielle i, at en kommune kan komme til at hænge på regningen for et konkursramt privat firma jvf. ministerens forklaring, men nærmere en løsning på problematikken kom man ikke, udover at de to ministre henviste til KL, DI og Dansk Erhvervs fælles udspil i dag, der mere præcist er fem anbefalinger for at forebygge og begrænse virkningerne af konkurser i hjemmeplejen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.