dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Furesø åben for at virksomheder betaler for buslinjer
Trafikselskabet Movia har som del af sin mobilitetsplan at få flere samarbejdspartnere blandt private virksomheder. (Arkivfoto)
Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Furesø åben for at virksomheder betaler for buslinjer

Der er i trafikselskabet Movias område allerede eksempler på, at virksomheder betaler for bustrafik i Hillerød og Helsingør kommuner.
16. MAJ 2024 9.20

FURESØ: I et høringssvar til trafikselskabet Movia skriver Furesø, at kommunen gerne samarbejder om at afprøve selskabets nye koncept for virksomhedsfinansierede buslinjer, og at kommunen nu er gået i gang med at afsøge, om der er virksomheder, der er interesserede i at etablere en virksomhedsfinansieret buslinje.

– Vi vil gerne åbne op for, at der kan være særlige afgange til, når medarbejdere møder på arbejde og skal hjem igen. Det vil typisk være fra en station, og det kan være på eksisterende ruter, hvor man øger frekvensen, eller det kunne være en helt ny rute, siger udvalgsformand for natur og klima, Lene Munch-Petersen (S) til Sjællandske Nyheder.

Movia, der ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland, skal hver fjerde år i samarbejde med kommunerne og regionerne lave en plan for den lokale og regionale kollektive trafik.

Eksempler fra to kommuner

I forslaget til mobilitetsplan 2024 nævner trafikselskabet Hillerød Kommune, hvor virksomheden Fujifilm har finansieret ekstra afgange på buslinje 305 fra Hillerød Station, så bussen passer med skifteholdene. De ekstra linjer kommer også elever på handelsskolen og medarbejdere på rådhuset til gavn, da skole og rådhus ligger tæt på den betalende virksomhed. 

Og som tidligere omtalt har virksomheden Bavarian Nordic i Helsingør finansieret en helt ny buslinje til og fra Humlebæk Station. Ifølge Movia sker det for at tiltrække medarbejdere fra København, der ikke har bil. Linjen 70E har fire morgen- og fire eftermiddagsafgange.

At få flere kunder gennem partnerskaber er et af trafikselskabets overordnede temaer i planen for 2024. Andre er sammenhæng på tværs om fx natbusser, nye løsninger til landområderne om fx samkørsel, samt fokus på klima og miljø.

Læs Movias forslag til mobilitetsplan 20243-1- Bilag 1- Movias forslag til Mobilitetsplan 2024(93217) 

Læs høringssvar fra Furesø Kommune 3-5- Bilag 5- Høringssvar fra Furesø Kommune til Movias forslag til mobilitetsplan 2024- 21- marts 2024(93225) 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.