dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Frustreret italiensk entreprenør forstår ikke ophævelse
Byggeri på Bispebjerg Hospital. Det nye akuthus skal blandt andet til at rumme akutmodtagelse, operationsstuer, intensiv afdeling, røntgen, sengestuer og et nyt kvinde-barn-center med plads til 3.500 fødsler årligt. (Arkivfoto.)
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Frustreret italiensk entreprenør forstår ikke ophævelse

Rizzani de Eccher mener ikke, at der var nogen grund til, at Region Hovedstaden ophævede kontrakt om akuthus.  
18. MAR 2024 9.51

Fredag meddelte Region Hovedstaden, at man havde ophævet aftalen med Den italienske totalentreprenør Rizzani de Eccher om opførelsen af et nyt akuthus ved Bispebjerg Hospital.

Beslutningen er taget på baggrund af de store forsinkelser, som har præget byggeriet, og som har betydet, at det er flere år bagud i forhold til den oprindelige tidsplan. Hos Rizzani de Eccher forstår man imidlertid ikke, hvorfor regionen har taget dette drastiske skridt. I en pressemeddelelse giver italienerne udtryk for stor undren og frustration over, at samarbejdet er stoppet så brat.

- Rizzani de Eccher bestrider på det kraftigste de påståede grunde til ophævelsen og vil forsvare sine rettigheder. Som følge af projektets store betydning for borgerne i Region Hovedstaden er Rizzani de Eccher naturligvis stadig åben for at drøfte et samarbejde om en smidig overlevering af det arbejde, der er afsluttet indtil nu, hedder det i pressemeddelelsen.

Så sent som i januar indgik parterne en ny aftale om byggeriet, som skulle få gang i arbejdet igen. Ifølge Region Hovedstaden halter byggeriet imidlertid igen efter tidsplanen, og derfor har man mistet tilliden til, at Rizzani de Eccher kan nå i mål med arbejdet inden for den aftale tid. Italienerne hævder derimod, at byggeriet var i fuld gang, da kontrakten blev ophævet.

Byggeriet af akuthuset blev påbegyndt i 2020 og er på nuværende tidspunkt allerede tre år forsinket ifølge regionen. Det afbrudte samarbejde med Rizzani de Eccher betyder, at man nu skal have lavet et nyt udbud for at finde en ny totalentreprenør, og det vil forsinke processen yderligere to til tre år.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.