dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Sundhedsminister vil købe coronapille uden om EU
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) beder om lov til at indkøbe coronapillen Paxlovid uden om EU, oplyser han i et tweet. (Arkivfoto).
Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters

Sundhedsminister vil købe coronapille uden om EU

Magnus Heunicke har store forhåbninger til coronapillen Paxlovid og beder om lov til at købe den uden om EU.
20. SEP 2022 13.04

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil købe coronapillen Paxlovid uden om EU. Det skriver ministeren i et tweet.

Folketinget har tidligere besluttet at indkøbe pillen til behandling af covid-19. Forventningen var, at købet af pillen skulle ske gennem en fælleseuropæisk aftale. Men det er endnu ikke lykkedes at få en indkøbsaftale i EU i stand, oplyser ministeren i sit tweet.

- Da det endnu ikke er lykkedes at få en indkøbsaftale i EU, har jeg netop orienteret partierne om, at vi vil bede om mandat til at kunne købe Paxlovid uden om EU i en bilateral aftale, skriver Magnus Heunicke.

Sundhedsministeriet oplyste i en pressemeddelelse i juni, at Paxlovid har "vist meget lovende resultater i de kliniske studier".

- Sammen med vaccination og test på plejehjem bliver Paxlovid et vigtigt ekstra skjold mod alvorlig covid-19-sygdom i efteråret og vinteren, skrev ministeriet.

Paxlovid, der er udviklet af medicinalfirmaet Pfizer, er målrettet voksne, der er i øget risiko for alvorlig sygdom, hvis de bliver smittet med covid-19.

Ekspert: En game changer

Epidemiolog Lone Simonsen har tidligere over for Ritzau betegnet midlet som en "game changer", som kan forebygge alvorlig sygdom som følge af covid-19. Det er en femdages kur, som skal gives, mens man stadig har milde symptomer.

Optimalt set gives behandlingen inden for fem dage, efter at man er testet positiv for coronavirus. Her får pillen den bedste effekt. Præparatet har dog bivirkninger. Derfor skal det gives på recept, oplyste direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm i juni til Ritzau.

Folketingets Finansudvalg har tidligere afsat penge til indkøb af Paxlovid og en anden coronapille kaldet Lagevrio udviklet af medicinalselskabet Merck.

På finansloven for 2022 er der afsat 400 millioner kroner til køb af de to lægemidler. Sundhedsministeren har ikke i sit tweet oplyst, hvor mange doser af Paxlovid regeringen ønsker at indkøbe, eller hvad udgiften forventes at blive.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.