dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Storbyborgmestre vil have pant på takeaway-emballage
Fremfor at take away-emballage flyder på gader og i naturen, skal et nationalt pantsystem gøre det muligt, at aflevere de brugte pizzabakker i en automat. Sådan lyder ønsket fra borgmestrene i de tre største kommuner.
Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix

Storbyborgmestre vil have pant på takeaway-emballage

Borgmestrene i København, Aarhus og Odense har sendt et fælles brev til miljøminister Magnus Heunicke (S). De vil have staten til at indføre pant på alt fra pizzabakker til to go-kopper.
30. APR 2024 9.18

KØBENHAVN / AARHUS / ODENSE: Det er for længst blevet en vane at tømme de tomme flasker og dåser i pantautomaten. I fremtiden skal vi måske vænne os til også at pante pizzabakker og to go-kopper.

Det ønsker borgmestrene i landets tre største kommuner.

I et fællesbrev til miljøminister Magnus Heunicke skriver Sophie Hæstorp Andersen (S), Jacob Bundsgaard (S) og Peter Rahbæk Juul (S), at regeringen bør indføre et nationalt genbrugssystem for takeaway-emballage, som vi kender det fra flaskeautomaterne i supermarkedet. Det skriver DR.

Ifølge Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard er det vigtigt, at staten går med i løsningen:

- Hvis det her skal være effektivt, så skal det gå på tværs af kommunegrænser, og det kan vi kun, hvis staten går med, siger han til DR.

Aarhus Kommune har allerede indført pant på to go-kopper, så borgerne kan aflevere en bestemt type kopper og krus i særlige automater rundtomkring i byen. Den lokale løsning har inspireret De Konservative på Frederiksberg, som ønsker samme løsning i deres kommune. Det skriver TV2 Kosmopol.

Koster kommunerne

I et opslag på Facebook skriver Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København, at "et landsdækkende genbrugssystem vil reducere forureningen i naturen og reducere det enorme engangsforbrug forbundet til vores madvaner".

- Hvor kunne det være fedt at købe en kop kaffe på Hovedbanegården, nyde den i toget og aflevere den i en returautomat, uanset om endestationen lyder Aarhus eller Odense. Det er det, vi drømmer om, lyder det fra Hæstorp Andersen.

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juul fortæller i radioen til DR P4 Fyn, at takeaway-emballage i dag er en udgift for kommunerne, som står med opgaven at fjerne skraldet:

- Hvert år er det for eksempel 130 millioner engangskaffekopper, danskerne bruger. Vi kan se det i vores byer, og vi kan desværre også se, at emballage fra takeaway er noget, som ender i naturen, og som vi også har udgifter på at skulle renholde, siger han.

i oktober sidste år sendte en række organisationer, forskere og virksomheder et åbent brev til regeringen med samme ønske, skriver Fyens Stiftstidende.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.