Regionerne burde ikke have fået ansvaret alene for at bygge de nye supersygehuse, mener Mads Duedahl (V). På billedet ses et af de kritiserede problemer med vand i ydervæggene på det nye supersygehus i Aalborg.
René Schütze/Ritzau Scanpix

Regionsrådsformand:
Regionerne skulle ikke have stået alene med sygehusbyggerierne

Ifølge Region Nordjyllands regionsrådsformand Mads Duedahl (V) burde ansvaret for at bygge de nye supersygehuse ikke have været placeret hos de enkelte regioner.
11. MAJ 2026 10.59

Efter seks års forsinkelse og en ekstraregning på 1,5 milliarder kroner indvies det nye supersygehus i Aalborg i denne uge. I et interview med Nordjyske reflekterer regionsrådsformand Mads Duedahl (V) over den opgave, det har været at gennemføre det kritikombruste byggeri. Han mener, det var forkert, at man i sin tid placerede opgaven med at bygge de nye supersygehuse hos de enkelte regioner.

- Det bedste, man kunne have gjort, da det blev besluttet at bygge supersygehuse, var som samfund at sige, at så store og specialiserede byggerier er ikke noget, en enkelt region skal håndtere selv. Det var meget bedre for mig at se, at man havde en statslig enhed, der var vant til at bygge store, komplekse projekter, siger Mads Duedahl. 

Det nye supersygehus i Aalborg har været ramt af en stribe udfordringer og dårlige historier. Vand i facaden, skimmelsvamp og rustne vandrør er blandt problemerne, som har trukket overskrifter under byggeriet af sygehuset. At ansvaret blev placeret hos regionerne har tidligere mødt kritik fra blandt andet Kim Haugbølle, der er seniorforsker ved BUILD på Aalborg Universitet.

Han har tidligere understreget i et interview til mediet Ingeniøren, at "man skal ikke glemme, at de første vurderinger af regionernes faktiske behov løb op i 80-90 milliarder kroner. Det er dobbelt så meget, som de fik til at løfte opgaven."

Region Nordjylland er langtfra den eneste region som har haft store udfordringer med sygehusbyggerier. Region Syddanmark har også fået en ekstraregning i forbindelse med byggeriet af Nyt OUH i Odense. Så sent som i sidste uge blev byggeriet kritiseret, da det kom frem, at regionens hovedentreprenør i flere måneder ikke har betalt løn til cirka 400 arbejdere. Nyt OUH skulle efter planen have stået færdigt i 2022.

I april kom det frem, at byggeriet af det kommende supersygehus Nyt Hospital Nordsjælland, som tidligere har overskredet budgettet med en milliard kroner, igen overskrider budgettet med yderligere tre milliarder kroner. Det nordsjællandske sygehus skulle have stået færdigt i 2020.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/regionerne-skulle-ikke-have-staaet-alene-med-sygehusbyggerierne

GDPR
Regionerne skulle ikke have stået alene med sygehusbyggerierne