Flere kommuner har opsagt samarbejdet med kritiseret mentaltræner

I alt 17 kommuner har fra 2020 til 2025 brugt omkring 4,5 mio. kr. på ydelser fra mentaltræneren, viser medies aktindsigt.
8. MAJ 2026 9.33

KØGE / ODSHERRED / SVENDBORG: Flere kommuner har nu afbrudt samarbejdet med mentaltræner Søren Lynge, der i perioden fra 2020 til 2025 har solgt ydelser til 17 kommuner for omkring 4,5 mio. kr. Det skriver TV2 Nord med henvisning til kanalens tv-program Operation X, der har fået aktindsigt.

Søren Lynge, der er politianmeldt af Dansk Psykolog Forening for at misbruge psykologtitlen, udbød i perioden bl.a. klientforløb, mentaltræneruddannelse, foredrag og botilbud. Fx betalte Køge Kommune lidt over 1 mio. kr. for anbringelse af en ung på et bosted, drevet af den pågældende. "I den forbindelse oplevede Køge Kommune, at dét, som de blev lovet af tilbuddet, ikke stemte overens med det egentlige tilbud", lyder et skriftligt svar til kanalen.

En anden af de kommuner, der nu har opsagt samarbejdet, er Odsherred, der fra 2020 til 2023 har betalt knap 1,9 mio. kr. til en eller flere af Søren Lynges virksomheder, bl.a. til et ungestøtteforløb og et forløb for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Kommunen skriver til kanalen, at "samarbejdet blev afsluttet på grund af leverancens indhold og kvalitet i forhold til det aftalte".

En tredje kommune, der har opsagt samarbejdet, er Svendborg Kommune, der har betalt 423.000 kr for et etårigt projekt, der skulle få personer på kontanthjælp til igen at være selvforsørgende, skriver TV2 Fyn.

Arbejdsmarkedschef Michael Langkilde siger, at kommunen opsagde samarbejdet, fordi man ikke kunne se nogen resultater.

Søren Lynge, der i Operation X-programmet "Mentaltrænerens store bedrag" bliver beskyldt for at udnytte sårbare mennesker med det formål at tjene flest mulige penge, bestrider over for TV2 Svendborg Kommunes konklusion.

cwa

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/flere-kommuner-har-opsagt-samarbejdet-med-kritiseret-mentaltraener

GDPR
Flere kommuner har opsagt samarbejdet med kritiseret mentaltræner