Kammeradvokaten - også kendt som statens advokat - er fortid om et års tid.
Emnet om Kammeradvokatens fremtid har ligget på finansminister Nicolai Wammens (S) bord i over et år, men torsdag har regeringen meldt ud, at den afskaffer kammeradvokattitlen fra 1. januar 2028.
Flere opgaver bliver udliciteret til andre advokatfirmaer, og som noget nyt oprettes Statsadvokaten, hvis opgave bliver at tage sig af statens rådgivnings- og retssagsopgaver. Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.
- Regeringen er optaget af, at vi bruger pengene klogt og samtidig sikrer, at staten får den bedste juridiske hjælp og rådgivning. Derfor styrker vi nu konkurrencen om statens juridiske rådgivning, samtidig med at vi hjemtager en væsentlig del af de juridiske opgaver, som Poul Schmith/Kammeradvokaten har løst for staten, siger Wammen i pressemeddelelsen.
Det er over et år siden, at en ekspertgruppe anbefalede regeringen at afskaffe kammeradvokattitlen og i stedet oprette sin egen regeringsadvokat.
Siden 1936 har staten haft en kammeradvokatordning med det private advokatfirma Poul Schmith, som officielt hedder Poul Schmith/ Kammeradvokaten.
Men regeringen nedsatte sidste år en ekspertgruppe, som skulle se på, om staten kan bruge andre end Kammeradvokaten til juridisk hjælp. Kammeradvokatordningen er blevet fornyet flere gange, senest 1. januar 2015.
Ekspertgruppen afleverede sine anbefalinger i begyndelsen af december 2024. Den kom blandt andet frem til, at statens indkøb af advokatydelser burde "konkurrenceudsættes i højere grad".
Og dermed gav det ikke længere mening at have en kammeradvokattitel, hvis "staten fast vil anvende flere forskellige advokathuse". Den øgede konkurrenceudsættelses burde implementeres gradvist over de kommende år, lød det fra ekspertgruppen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
















