Femern-byggeriet skulle være et prestigeprojekt, der i stor stil skulle forbinde Danmark og Tyskland. I stedet har det udviklet sig til en konflikt, der er rykket langt ud over det sædvanlige i et statsligt byggeri.
Sagen er endt i et forløb, hvor en udenlandsk ambassadør forgæves forsøger at få et møde med transportministeren, mens Transportministeriets øverste embedsmand efterfølgende går i åben konflikt med hovedentreprenøren. Samlet set rejser det ifølge forvaltningsretsekspert Frederik Waage alvorlige spørgsmål ved styringen af Danmarks største anlægsprojekt, skriver FemernBusiness.
- Det er et usædvanligt forløb, og man må åbent spørge, om der er styr på byggeriet, når parterne har det her konfliktniveau. Det synes jeg, ministeren skal forklare, siger Frederik Waage, juraprofessor ved Syddansk Universitet.
Transportordfører i SF Mads Olsen vil spørge ind til, hvorfor den franske ambassadør blev afvist.
- Det ser underligt ud udefra, hvorfor jeg også på næste forligsmøde kommer til at bede om en forklaring fra ministeren, siger han.
Femern Bælt-forbindelsen er et statsligt megaprojekt mellem Danmark og Tyskland, hvor en 18 kilometer lang sænketunnel skal forbinde Rødbyhavn og Puttgarden. Projektet er anslået til at koste ca 67 mia. kr. og har central betydning for transportkorridoren mellem Skandinavien og Centraleuropa.
Konflikt om milliarder
Projektet har i længere tid været præget af store forsinkelser og en konflikt mellem Femern A/S under Sund & Bælt og hovedentreprenør om både årsagerne til problemerne og regningen. Hovedentreprenøren Femern Link Contractors, hvor blandt andet Vinci Construction indgår, har rejst et krav på 14,5 milliarder, mens bygherresiden peger på entreprenøren som hovedårsagen til, at tidsplanen skrider. Samtidig kører der international voldgift om coronarelaterede forsinkelser.
Ifølge aktindsigter, som FemernBusiness har fået fra Transportministeriet, bliver konflikten i sensommeren 2025 løftet til diplomatisk og ministerielt niveau, da Frankrigs ambassadør i Danmark, Christophe Parisot, henvender sig direkte til transportminister Thomas Danielsen (V) om problemer på byggeriet. Ministeren afslår at mødes med ambassadøren og henviser i stedet sagen til sin departementschef.
Kort tid efter eskalerer konflikten yderligere på embedsmandsniveau. I en direkte skriftlig udveksling med hovedentreprenørens direktør sætter Transportministeriets departementschef Jacob Heinsen spørgsmålstegn ved, om konsortiet overhovedet er i stand til at gennemføre projektet.
21. januar blev det meldt ud, at den første nedsænkning af tunnelelementer nu ventes at ske i foråret 2026. Samtidig står det klart, at striden om økonomien ikke er lukket, og at parterne fortsat forhandler om de krav, der følger af forsinkelserne.
Transportminister Thomas Danielsen (V) har ingen kommentarer.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











