dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Professor kalder ny motorvej et projekt i den helt dårlige ende
En 3. Limfjordsforbindelse vil gå over øen Egholm. (Arkivfoto). - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Professor kalder ny motorvej et projekt i den helt dårlige ende

Tirsdag skal motorvej over Egholm stemmes igennem i Folketinget. Den kommer med en regning, siger professor.  

Tirsdag eftermiddag ventes en ny Limfjordsforbindelse i Nordjylland at blive vedtaget i Folketinget, og det sker, selv om den nye motorvej i en længere periode har fået heftig kritik fra eksperter og grønne organisationer.

Mogens Fosgerau, professor i transportøkonomi på Københavns Universitet, mener, at forbindelsen "er et projekt, der gør os fattigere". Forbindelsen skal ligge over øen Egholm.

- Med det, vi kan regne på, er samfundsøkonomien lige omkring 0. Det er dårligt for den type projekter og under, hvad man plejer at acceptere, siger Mogens Fosgerau.

Dertil kommer, påpeger professoren, at det koster på miljøet at lægge en motorvej hen over en ø. Det belaster omgivelserne, og der følger også luftforurening og støj med, påpeger Mogens Fosgerau desuden. Derfor er projektet "i den helt dårlige ende", siger han.

- Netto tænker vi, at det er tabsgivende for samfundet, siger professoren.

Udleder markant mere CO2 end forventet

Processen omkring forbindelsen har været hektisk. Den er en del af infrastrukturaftalen fra 2021. Siden har Vejdirektoratet fundet, at CO2-udledningen fra anlægget af motorvejen over Egholm vil være markant større end antaget.

Den forventede CO2-udledning fra anlægsfasen af den kombinerede bro- og tunnelløsning anslås til at blive 480.000 ton. Tidligere lød prognosen på 263.000 ton. Der er dermed tale om en stigning i CO2-udledningen på 83 pct..

Det har blandt andet fået De Radikale, der ellers var med til at indgå infrastrukturaftalen, til at trække støtten fra det specifikke projekt. Formålet med forbindelsen er at aflaste trafikken mod Nordjylland og spare tid for bilister.

Mogens Fosgerau har forståelse for, at det kan være svært at ændre i store aftaler, når de indgås på Christiansborg.

- Men det er altså mange milliarder, der er oppe i luften. Det kan man godt udfordre, siger han.

Minister holder fast

Transportminister Thomas Danielsen (V) holder til gengæld fast i, at der er tale om en fornuftig beslutning.

Over for TV 2 News afviser han, at der ikke er lavet tilstrækkeligt med undersøgelser af konsekvenserne af forbindelsen. Også når det kommer til projektets hensyn til miljø og biodiversitet, er han tilfreds:

- I det her tilfælde laver vi over 130 hektar ny natur. Alene til et lækkert odder-område laver vi 20 hektars lavvandsområde. Det bliver et El Dorado for oddere, siger Thomas Danielsen til TV 2 News med henvisning til den mytiske by af guld, der omtales i sydamerikansk folklore.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.