Odder hyrer konsulentbureau parallelt med budget-besparelser
ODDER: Sideløbende med budgetlægningen i Odder har kommunen hyret et konsulentbureau, der sammen med forvaltningen skal se på driften som helhed med friske øjne, skriver Århus Stiftstidende. Odder Kommune mærker stort pres på daginstitutioner og skoler, og ser ind i en fremtid med for få hænder. Derfor søger kommunen efter andre løsninger end at spare på lønninger.
- Vi bliver nødt til at kaste det hele op i luften og se på muligheder, som måske skal gå på tværs, for vi er nødt til at ruste os til en fremtid, der bliver svær. Vi har ikke nødvendigvis behov for at spare 40 millioner kroner i 2023, men vi ved, at udfordringerne kommer, siger borgmester Lone Jakobi (S) til avisen om P40, som projektet med at finde penge på driften er kaldt.
Konsulenterne Brøndum og Fliess skal have 425.000 kroner for at anvise effektiviseringer, der kan skabe et økonomisk råderum på i alt 40 mio kr. Processen ventes at løbe fra august til november, og besparelserne skal kunne realiseres indenfor to år, sådan at målet for 2023 er 20 mio, og for 2024 40 mio, fremgår det af økonomiudvalgets dagsorden.
Bruges af flere kommuner
Brøndum og Fliess har netop afsluttet en lignende opgave i Thisted Kommune, oplyser partner i firmaet Søren Brøndum. Han tilføjer, at opgaverne i kommunerne nogle gange er afgrænset til fx skoler og dagtilbud, mens det andre gange, som i Odder Kommune er med fokus på alle forvaltningsområder.
Af firmaets hjemmeside fremgår det, at Næstved Kommune i en årerække har trukket på effektiviseringsråd fra konsulenterne, mens der også er lavet opgaver for bl.a. Egedal og Faaborg-Midtfyn kommuner.
- Jeg vil tro, at størstedelen af alle kommuner har anvendt konsulentfirmaer med henblik på at få bidrag til effektiviseringer, både på enkeltområder og også for nogens vedkommende på alle forvaltningsområder, siger Søren Brøndum til DK Nyt.
Tidligere krav om at spare konsulenter
I sidste års økonomiaftale mellem regeringen og KL forpligtede kommunerne sig ellers til at spare på udgifterne til konsulenter for i stedet at bruge pengene på borgernær velfærd, og der var lagt op til en samlet kommunal besparelse på 700 mio. kr for de 98 kommuner.
Også regionerne bruger konsulenter og skal med økonomiaftalen spare på dem. Ifølge rådgivervirksomhedernes branchefællesskab i Dansk Industri, DI-rådgiverne, betyder regeringens aftale med kommuner og regioner en samlet besparelse på i alt 1,45 mia. kr.. på konsulentbistanden, når aftalen er fuldt indfaset i 2025.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.