
Et beslutningsforslag fra SF om at give kommunerne lovhjemmel til at opkræve en turismeafgift er, efter endnu en afvisning fra ministeren for byer og landdistrikter Morten Dahlin (S), blevet videresendt til Folketingets erhvervsudvalg.
Det skete tirsdag ved førstebehandlingen, hvor ordfører for SF Lisbeth Bech-Nielsen pointerede, at forslaget drejede sig om selvbestemmelse i kommunerne i forhold til, om man ønsker at indføre en afgift på turister, og hvordan den i givet fald skulle se ud.
Allerede i foråret 2024 sagde regeringen nej til ønsker om turismeafgift, og i november sidste år afviste Morten Dahlin et konkret ønske fra Københavns Kommune, der i et brev til regeringen havde forelagt flere modeller for en turismeskat.
- Jeg kommer ikke til at give et flertal i Københavns Kommune lov til at lave en skat på almindelige danskere, der vil besøge deres egen hovedstad, sagde han da - med henvisning til tal fra Visit Denmark, der viser at omkring 40 pct. af de overnattende turister i København er danskere.
Afgift eller selvbestemmelse
I debatten i folketingssalen tirsdag i denne uge tilføjede ministeren bl.a., at Danmark i forvejen scorer lavt, når det gælder turisters oplevelse af forholdet mellem pris og kvalitet, og at nye afgifter blot ville svække dansk turisme.
- Så i forhold til argumentet om, at det her i virkeligheden bare er et forslag, der handler om kommunalt selvstyre, tror jeg i virkeligheden ikke, at forslagsstillerne mener det, når det kommer til stykket, sagde Morten Dahlin. Hvortil ordføreren fra SF replicerede:
- Jeg synes simpelthen ikke, at det er rimeligt, at en Venstremand er så nedladende over for lokal selvbestemmelse, sagde Lisbeth Bech-Nielsen.
Inden forslaget blev videresendt til Folketingets erhvervsudvalg, blev det i debatten støttet af Alternativet og Enhedslisten og afvist af de øvrige partier. Og ordfører for Socialdemokratiet Kris Jensen Skriver slog fast, at partiet ikke er enig med partifællerne i Københavns Borgerrepræsentation.
- Det er sådan, at Socialdemokratiet er et stort parti med plads til forskellige holdninger. (-) Det er kun godt, at man kan få taget den diskussion i et parti, sagde hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.