Fredericia igen under lup for indkøb af annoncer
FREDERICIA: Fredericia Kommune har igangsat en ekstern undersøgelse af kommunens annonceringer på fredericiaavisen.dk, skriver TV Syd.
Det sker, i kølvandet på at mediet har fået indsigt i kommunens opgørelse, der viser, at der siden 2020 er købt annoncer for 1.829.487 mio. kr. hos fredericiaavisen, der hører under Danske Digitale Medier A/S. Fredericiaavisen.dk er ejet af socialdemokraten Andreas Dyhrberg Andreassen, der netop nu går efter at blive borgmesterkandidat i kommunen.
Den eksterne undersøgelse er sat i gang på baggrund af spørgsmål fra TV Syd om, hvorfor Fredericia betaler dobbelt så meget pr. visning for nogle annoncer som nabokommunen Middelfart. Stabschef i Fredericia Nicolai Gjødsbøl Arvedsen siger til TV Syd, at de gennem undersøgelsen kan opnå grundlag for at vurdere, om der skal ændres på kommunens praksis.
Tidligere kritik for annoncer
Tilbage i 2021 var kommunen også under kritik for at have for mange uspecificerede regninger, og at principperne for økonomistyring i forbindelse med indkøb af annoncer ikke var overholdt. Der var desuden ikke dokumentation for, at den aftalte vare blev leveret. Alt dette blev konkluderet i en intern rapport, og kommunen har siden rettet op på den praksis.
Alligevel får kommunen nu foretaget en ny undersøgelse. Til Fredericia Dagblad siger professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh, at offentlige myndigheder ikke må betale mere end højst nødvendigt, ellers kan det være ulovlig erhvervsstøtte.
Dagbladet har fået aktindsigt i, hvordan Fredericia Kommune indkøber annoncer i flere medier. Her fremgår det, at den lægger flest penge hos fredericiaavisen.dk og Danske Digitale Medier A/S.
Andreas Dyhrberg Andreassen har ikke villet udtale sig til TV Syd, men henviser til redaktionschef Erik Schwensen.
- Da TV Syd ikke kan forklare Danske Digitale Medier, hvordan de konkret er nået frem til de anførte påstande, så er konklusionen, som vores interne analyse også viser, at der er tale om forskellige ydelser til forskellige priser, udtaler han.
Lovprist i ejet medie
Andreas Dyhrberg Andreassen har tidligere på året været i vælten, efter at en rosende analyse om ham blev bragt i Fredericiaavisen. Indlægget var skrevet af lokalpolitikerens egen bror. Intet sted fremgik hverken familieforholdet, eller at Dyhrberg Andreassen var redaktør for mediet.
Efterfølgende blev der i mediet ændret på over 100 artikler, så det fremgik, at flere af avisens artikler var skrevet af lokalpolitikeren og ikke en ukendt journalist ved navn Lukas Madsen.
I den forbindelse sagde Andreas Dyhrberg Andreassen, at han har trukket sig fra den daglige og redaktionelle drift af avisen, for at der ikke skal opstå interessekonflikt. I en udgave af Presselogen på TV2 ytrede han, at hvis han bliver borgmester, har han ikke interesse i at eje et medie.
Socialdemokratiet i Fredericia har iværksat en urafstemning mellem Andreas Dyhrberg Andreassen og Christian Bro om, hvem der skal være partiets kommende borgmesterkandidat. Den løber til den 21. marts klokken 14.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.