EU-lande enige om at skærpe krav til bilers udledning
Personbiler og varevogne skal udlede mindre CO2. Og det skal ske ved at indføre skærpede krav til udledningen. Det er EU-landenes energiministre blevet enige om på et ministermøde i Bruxelles tirsdag. Det oplyser Sveriges klima- og miljøminister, Romina Pourmokhtari.
- Jeg er glad for at se, at EU indfrier sine løfter med Fit for 55-pakken. De nye regler vil bringe muligheder for banebrydende teknologier og skabe momentum for industrien til at investere i en fossilfri fremtid, siger hun i en pressemeddelelse.
Målet er en 100 procent reduktion af emissionerne i 2035. Oprindeligt var EU-landene og EU-institutionerne enige om, at det skulle ske med udfasning af forbrændingsmotorer i nye biler fra 2035. Tyskland har dog presset på for at få en undtagelse for biler, der kører på såkaldte e-brændstoffer. Og det lykkedes. Reguleringen indeholder ifølge pressemeddelelsen en henvisning til e-brændstoffer.
Derfor vil EU-Kommissionen følge Tysklands ønske og fremsætte et forslag om registrering af køretøjer, der udelukkende kører på "CO2-neutrale" brændstoffer efter 2035. Dermed får Tyskland formentlig lov til at fortsætte med at producere biler med forbrændingsmotorer. Det kræver dog, at de kører på det syntetiske e-brændstof.
Tilhængere af e-brændstof fastholder, at det vil være CO2-neutral. Men kritikere påpeger, at e-brændstof endnu ikke er udviklet, at det vil blive en knap ressource, og at det vil kræve en stor mængde energi at producere.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.