RUDERSDAL: I Rudersdal Kommune har borgerne taget godt imod delecykler og delebiler. Transportmidlerne er nemlig blevet lejet ud næsten 14.000 gange, siden forsøget med delemobilitet startede i august sidste år.
Tallene viser, at især Vedbæk Station, Birkerød Station, Nærum Station og DTU Science Park er populære for de rejsende både for delecykler og delebiler.
Specielt for delecyklerne gælder, at der ses stor trafik særligt i og omkring Birkerød og imellem Vedbæk, Trørød, Nærum, Gl. Holte og Holte, mens delebilerne er mest populære ved DTU Science Park.
Den første halvdel af forsøgsperioden betragtes som lavsæson for både delebiler og delecykler, fordi det er i efterårs- og vinterperioden. Der er derfor en stor forventning til, at der fra marts og frem vil være mange flere, der vil snuppe en delecykel eller en delebil som supplement til den daglige transport.
- I projektet får vi løbende en masse god feedback – både fra brugerne og fra borgerne. Vi er glade for de mange input og tilpasser projektet, efterhånden som vi bliver klogere på, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og hvilke ønsker borgerne har til en velfungerende deletransport, fortæller Court Møller (R), som er formand for klima- og miljøudvalget.
Få cykler ender forkerte steder
I en periode fik kommune en del henvendelser om væltede delecykler eller cykler, som var smidt eller placeret på en uhensigtsmæssig måde. For at sikre en god orden, er der nu placeret nye cykelstativer rundt omkring i kommunen på de hubs, hvor det er tilladt at sætte cyklerne.
Dertil viser en opgørelse fra Dott, at 97 procent af alle ture med en delecykel slutter det korrekte sted, nemlig på et af de mange hubs, hvor cyklerne hører til, når de ikke er på tur.
Udover København har Rudersdal den største andel af hubs ud af alle de kommuner, som Dott samarbejder med.
Fakta om delecykler og delebiler i Rudersdal Kommune
- Projektet er EU-finansieret og løber frem til udgangen af juli 2025.
- Der er kørt 6.052 ture med Dotts delecykler, som er fordelt på 4.920 brugere.
- Der er kørt 8.142 ture med GreenMobilitys biler, som er fordelt på 5.793 brugere.
- Der er kørt 47.196 km med Kinto Shares biler.
- Rudersdal Kommune har projektet i samarbejde med Region Hovedstaden, DTU Science Park, DTU Compute, DSB og de tre leverandører Dott, Kinto Share og GreenMobility.
Kilde: Rudersdal Kommune.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.