Siden sommeren 2023 har en række danske kommuner sorteret tekstilaffald for at være på forkant med et nyt EU-direktiv, der trådte i kraft i januar 2025. Det dikterer, at medlemslandene skal indsamle og genanvende tekstilaffald til produktion af nyt tøj.
Men trods indsatsen genanvendes meget lidt af tekstilaffaldet til tøjprodukter. I stedet sendes en stor del til forbrænding eller bruges til isoleringsmateriale, akustikplader, filttæpper og fyld i møbler. Det viser tal fra København, Aarhus, Aalborg og Odense Kommune, som Danwatch har indsamlet.
Københavns Kommune indsamlede sidste år 471 ton tekstilaffald fra husholdninger, og af det blev 54,9 procent brændt. Hos Aarhus Kommune blev der indsamlet 1017 ton tekstilaffald, hvoraf 60 procent blev sendt til forbrænding, hvor det bliver energiudnyttet til fjernvarme.
Hos Aalborg Kommune blev der samlet omkring 225 ton ind og 50 til 55 procent blev sendt til forbrænding og energiudnyttet. Odense Kommune har indsamlet 232 ton tekstilaffald, hvor omkring 35 procent sendes til forbrænding.
Kommunerne oplyser til Danwatch, at de langt fra er tilfredse med, at meget ender til forbrænding, men systemet står over for en lang række udfordringer, der vil tage tid at få løst. Blandt andet er en stor del af tekstilerne i ringe kvalitet, der gør dem uegnede til genanvendelse, og der er ikke nok aftagere til de tøjfibre, der bliver produceret.
“Udfordringerne er forstærket af EU-kravet om separat indsamling af tekstiler, som har betydet, at store mængder tekstilaffald nu hober sig op på lagre rundt om i EU – for der er hverken økonomi eller incitament til at genanvende mere", udtaler Anne-Mette Greve Næsager, souschef i Klima-, Miljø og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune, i et skriftligt svar til Danwatch.
Ekspert er ikke overrasket
Tekstilekspert Kerli Kant Hvass, der er adjunkt i bæredygtig forretningsinnovation og cirkulær økonomi ved Aalborg, er ikke overrasket over situationen. Ifølge hende er det et tydeligt udtryk for, at branchen er i krise.
“Kommunerne har fået et stort ansvar for at indsamle tekstilaffald, mens systemerne til sortering, genbrug og genanvendelse fortsat mangler, og producenterne mangler at blive stillet til ansvar, fordi de endnu ikke bidrager økonomisk til håndteringen”, siger hun.
I et skriftligt svar til Danwatch udtaler miljøminister Magnus Heunicke (S), at “det er langt fra tilfredsstillende, at så mange tekstiler stadig ender i forbrændingen, fordi det er af for dårlig kvalitet til at blive genanvendt”.
Han siger videre, at det kommende udvidede producentansvar for tekstiler i EU vil gøre, at tekstilbranchen skal finansiere indsamling og håndtering af tekstilaffaldet.
Det er I 2027, at der indføres nye krav til tøj via producentansvaret og ECO-design-forordningen. Det stiller krav til, at produkter skal designes og produceres med henblik på et mindre aftryk på miljøet. Og at tekstilvirksomheder skal finansiere indsamling og håndtering af tekstilaffaldet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









