dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Innovationsbarometer:
Nye løsninger i det offentlige drives ofte af pengemangel

Hver femte offentlige innovation har rod i stramme budgetter, viser tal fra  Center for Offentlig-Privat Innovation.
19. MAJ 2024 11.30

Når hospitaler, plejehjem, børnehaver og uddannelsesinstitutioner over hele landet indfører nye løsninger, drives innovationsarbejdet ofte af stramme budgetter. 22 procent af al offentlig innovation er således direkte fremmet af begrænset økonomi.

Det viser den nye publikation 'Knaphedens kunst' fra Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI).

Offentlig innovation er at gøre noget nyt i den offentlige sektor, som skaber værdi. Det kan være nye produkter, services, kommunikationsformer eller processer og organisationsformer. De nye tal viser, at økonomisk pres kan være en årsag til, at innovationsarbejdet overhovedet er nødvendigt.

Det forklarer Marie Munch-Andersen, analyseansvarlig i CO-PI.

- De innovationer, hvor økonomiske begrænsninger fremmer innovationsarbejdet, skaber ofte effektivitet på arbejdspladsen – ikke kun i form af direkte besparelser, men også ved, at medarbejderne kan løse flere eller andre opgaver med de samme ressourcer, siger hun.

Gode eksempler

I den nye publikation er der flere gode eksempler på offentlig innovation, der enten er skabt for knappe ressourcer, eller som fører til effektivisering.

Et eksempel er Fredensborg, Sønderborg og Vejen kommuner, der i 2021 gik sammen om at udvikle en løsning, der kunne reducere den tid, der bruges på at anonymisere dokumenter i aktindsigter. Med kunstig intelligens reduceres tiden brugt på aktindsigter med mellem 33 og 50 procent.  

Et andet eksempel er tilbuddet 'Kvikservice' i Københavns Kommune, hvor borgere med varige funktionsnedsættelser kan ansøge om at få behandlet deres sag og udleveret et hjælpemiddel i én arbejdsgang. Det gør både processen hurtigere for borgeren og sparer kommunen for en række administrative processer, der er dyre i drift.

dotn

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.