
1.165 bærbare, 3.242 stationære computere og 169 tons anden elektronik og mindre medicinsk udstyr. Det er mængden af elektronisk skrot, som årligt skulle have være kasseret. Men med en samarbejdsaftale mellem Region Midtjylland og virksomheden EasyRecycle bliver det i stedet genbrugt eller genanvendt.
Siden aftalen blev indgået i januar 2020, har det betydet i alt 5.267 tons mindre CO2-udslip, hvilket ifølge tal fra Danmarks Statistik svarer til 741 danskeres årlige CO2-udledning.
- Hver dag arbejder vi for at nedbringe vores klimaaftryk og finde nye måder at bruge ressourcerne smartere. Her spiller genbrug og genanvendelse en nøglerolle, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Udvalget for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg.
Det elektroniske udstyr består af alt fra bærbare computere, pc'er, skærme og mindre medicinsk udstyr såsom overvågningsudstyr og udstyr til patientbehandling.
En stor del af det kasserede udstyr er ikke ødelagt, men teknisk eller teknologisk forældet til hospitalsdriften i Region Midtjylland. Udstyret kan derfor stadig blive brugt i andre sammenhænge.
- I Region Midtjylland ser vi frem til at fortsætte samarbejdet med EasyRecycle, så det brugte udstyr kan komme til gavn andre steder til fordel for miljøet. Erfaringen har vist, at ved at samarbejde med en partner, der har køb og salg af brugt elektronik som kernefunktion, får vi bortskaffet udstyret på en god og nem måde, forklarer Lars Hansen, medicoteknisk chef i Indkøb & Medicoteknik i regionen.
Udstyr doneres eller sælges
Det kasserede udstyr bliver repareret og istandsat efter behov af EasyRecycle, som hjælper virksomheder og offentlige institutioner med at genbruge eller genanvende brugt, elektronisk udstyr.
EasyRecycle donerer eller sælger udstyret videre til blandt andet private eller modtagere i udlandet. For nogle betyder det, at de får mulighed for at anskaffe sig udstyr, som de ellers ville have haft svært ved at få råd til.
- Det er vores opgave at finde ud af, hvem der kunne have brug for udstyret og reparere det, som kræver istandsættelse. Noget udstyr kan leve videre i sin helhed, mens andet bliver genanvendt som reservedele eller komponenter i nye produkter. Generelt er det kun under fem procent af det udstyr, vi behandler, som ikke kan genbruges eller genanvendes og i stedet må kasseres, siger Nick Fuglsang, der er ejer af virksomheden EasyRecycle.
Region Midtjylland oplever generelt en øget interesse i køb af det brugte udstyr. Regionen har dog fokus på løbende at reparere og forlænge udstyrets levetid, så det kan anvendes i regionen så længe som muligt.
Fakta om Region Midtjyllands bæredygtighedsstrategi:
-
Region Midtjylland sendte i 2020-2021 i alt 191 tons forskelligt elektronisk skrot til genbrug og genanvendelse. Ud over det kasserede elektroniske udstyr producerede Region Midtjyllands hospitaler og regionshuse knap 7.000 tons affald af forskellig art i 2021, hvoraf 23 procent blev genanvendt.
- Ifølge Region Midtjyllands bæredygtighedsstrategi skal 70 procent af affaldet fra regionens drift genanvendes frem mod 2030. Samtidig er det Region Midtjyllands målsætning at reducere affaldsmængden med 30 procent (målt i ton) frem mod 2030 og at være en CO2-neutral cirkulær region i 2050.
- Hvis målene skal indfries, er reduktion, genbrug og genanvendelse af affaldet fra regionens matrikler afgørende. Derfor har regionsrådet vedtaget en regional affaldsplan, som skal bidrage til at reducere affaldsmængden og øge genanvendelsen.
Fakta om regionens bortskaffelse af udstyr og samarbejde med EasyRecycle:
- Region Midtjyllands samarbejdsaftale med EasyRecycle har betydet, at salg af stationære og bærbare computere til genbrug er øget kraftigt. I 2021 blev 61 procent af regionens stationære og bærbare computere genbrugt typisk som computere til privat brug eller solgt til udlandet.
- I valget af samarbejdspartner har Region Midtjylland lagt vægt på, at EasyRecycle lever op til de internationale standarder for datasikkerhed og miljørigtig håndtering af affald. EasyRecycle er certificeret i ISO 14001, som er den internationale standard for miljøledelse, der stiller krav til virksomhedens processer og evne til at udnytte ressourcer. EasyRecycle er også certificeret i ISO 27001, som er den internationale standard for informationssikkerhed, hvad angår afhentning og opbevaring af udstyr samt datasletning efter standarden NIST 800-88R1.
Kilde: Region Midtjylland
rmn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.