dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Konstruktion af Sundplejen betyder tab for Haderslev
Det private plejefirma Sundplejen har selvstændige selskaber i flere kommuner. Selskabskonstruktionen har både fordele og ulemper for kommunerne. (Arkivfoto)
Foto: Morten Pape/Ritzau Scanpix

Konstruktion af Sundplejen betyder tab for Haderslev

Det private plejefirma har selvstændige selskaber i flere kommuner. "Det beder kommunerne om for at kunne sikre levering," lyder det fra direktør.
30. MAJ 2024 10.15

HADERSLEV: Selvom Vestre Landsret har dømt det private plejefirma Sundplejen Haderslev ApS til at tilbagebetale 3,4 mio. kr. – samt 900.000 kr. til at dække kommunens sagsomkostninger – er der ingen udsigt til, at Haderslev Kommune får pengene, skriver JydskeVestkysten.

Haderslev opsagde i 2021 kontrakten med firmaet, som kommunen bl.a. mente ikke leverede den aftalte ydelse til borgerne og tog uretmæssig betaling for køretid. Efterfølgende vandt plejefirmaet en erstatningssag i byretten men tabte så i april sagen i landsretten.

Som omtalt onsdag har firmaet i Haderslev nu begæret sig konkurs, og direktør Jesper Roskilde udtalte, at der ingen penge er i Haderslev-selskabet, og at Sundplejen i andre kommuner som Vejle, Silkeborg, Aarhus og Fredericia er selvstændige selskaber. Dermed er der ingen penge til Haderslev Kommune.

- Efter at have læst artiklen, så ser det beklageligvis sådan ud. Det er også træls. At den her virksomhedskonstruktion er, som den er, og at den gør, at vi ikke får pengene - det er bare ærgerligt, siger borgmester Mads Skau (V).

Selvstændige selskaber

Direktøren for Sundplejen Jesper Roskilde sagde onsdag, at det er kommunerne, der beder leverandørerne om at byde ind som selvstændige selskaber: "Det er selvstændige selskaber, og det beder kommunerne leverandørerne om for at kunne sikre leveringen i de enkelte kommuner", lød det.

Sundplejen i Haderslev går nu efter at få sagen prøvet i Højesteret.

- Hvis de vil viderebringe det, så skal vi deltage, og så gør vi det. Som borgmester synes jeg, det er træls, at vi skal føre retssager mod vores tidligere leverandører. Det er en enorm ærgerlig situation både for os og dem, siger Mads Skau til JydskeVestkysten.

cwa
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.