dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Kommunerne bruger flere eksterne vikarer i ældreplejen
Der er stigning i brugen af social- og sundhedsvikarer i kommunerne. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Kommunerne bruger flere eksterne vikarer i ældreplejen

Samlet set brugte kommunerne sidste år over 2 mia. kr. på eksterne social- og sundhedsvikarer. Både udgifter og antallet af vikaransatte er steget, viser analyse.

Den kommunale ældrepleje har haft en stigning i brugen af eksterne vikarer fra private vikarbureauer, viser anden delrapport af en større analyse, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Første delrapport fokuserede på omfanget af og udgifterne til eksterne sygeplejerskevikarer på hospitalerne og blev offentliggjort i september 2022.

Den nu anden delrapport fokuserer på omfanget af og udgifterne til eksterne vikarer i den kommunale ældrepleje. Vikarer ansat gennem kommunernes og regionernes interne vikarbureauer er ikke opgjort og indgår ikke. Fra 2018 til 2022 steg kommunernes udgifter til vikarerne fra 1, 5 mia. til ca. 2,2 mia. kr.

Antallet af fuldtidspersoner, der arbejdede som eksterne social- og sundhedsvikarer hver måned var i 2022 ca. 4.400, mens det tilsvarende tal i 2010 var 1.200. Tallene er skønnede og omfatter alt udført vikararbejde og altså ikke kun i ældreplejen. Her er det ikke muligt isoleret at udlede det nøjagtige antal. En del af forklaringen på stigningen skyldes formentlig Covid-19 og problemerne med at rekruttere faste medarbejdere.

- Det er godt, at vi nu har et grundigt analysearbejde, der viser omfanget af eksterne vikarer i den kommunale ældrepleje. Vikarer løfter et vigtigt arbejde, men vi har i den grad brug for flere medarbejdere og kvalitet i servicen til vores ældre i fremtiden, og vi skal naturligvis se på, om vi bruger pengene klogt. Derfor er det blandt andet helt afgørende, at vi får bugt med det høje sygefravær i ældreplejen og får skabt et godt arbejdsmiljø, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Ny ældrelov på vej

Analysearbejdet af kommunenes vikarforbrug på sundsheds- og ældreområdet blev sat i gang af KL, Danske Regioner og den daværende regering i forbindelse med aftalen om kommunernes og regionernes økonomi for 2023.

Sideløbende arbejder SVM-regeringen hen imod en ny ældrelov, siger Ældreminister Mette Kirkgaard (M):

- Det er helt afgørende, at vores ældre har en tryghed i, hvilken hjælp de får og hvem det er, der træder over dørtærsklen og ind i deres hjem. Vikarer er og har været en vigtig del af ældreplejen, men de ældre skal så vidt muligt møde medarbejdere, de kender. Det, véd vi, skaber tryghed og er befordrende for tilliden ældre og hjælper imellem, og det har vi naturligvis stor bevidsthed om i arbejdet med den nye ældrelov, som vi i øjeblikket knokler på. 

Se hele Vikaranalysen her.

cwa

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.