Kina har søndag indført et forbud mod, at europæiske virksomheder kan få statslige kontrakter på medicinsk udstyr, som har en værdi på 45 millioner yen eller mere. Det svarer til omkring 39,78 millioner kroner.
Forbuddet, der blev annonceret af det kinesiske finansministerium, er et modsvar på et tilsvarende forbud fra EU, som blev indført i juni, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Desværre, til trods for Kinas velvilje og oprigtighed, har EU insisteret på at gå egne veje, indføre restriktive tiltag og bygge nye protektionistiske barrierer, skriver landets handelsministerium i en udtalelse.
EU indførte i juni et forbud mod, at kinesiske virksomheder kunne deltage i offentlige udbud af medicinsk udstyr, til en værdi af over fem millioner euro - 37 millioner kroner. Tiltaget blev indført, da EU ikke mener, at de europæiske virksomheders adgang til det kinesiske marked er rimelig.
Det var forventet, at Kina ville svare igen, da Kinas handelsministerium havde udpeget "nødvendige skridt" efter det europæiske skridt. Det kinesiske tiltag dækker ifølge nyhedsbureauet AFP over en bred vifte af medicinsk udstyr. Det er alt fra proteser til dele af medicinske maskiner til operationsredskaber.
Kina har også til hensigt at begrænse importen af andet medicinsk udstyr, hvor der indgår dele fra firmaer fra EU. Her skal delene fra de europæiske virksomheder have en værdi på mere end 50 procent af kontrakten, før at den pågældende virksomhed rammes af restriktionerne. Europæiske virksomheder i Kina vil dog ikke blive påvirket.
Fredag annoncerede Kina også en told på brandy fra EU de næste fem år efter en undersøgelse. Undersøgelsen er blevet opfattet som et modsvar på EU's told på kinesiske elbiler. I de seneste tre år har der været konflikter mellem Kina og EU i flere økonomiske sektorer, skriver AFP.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.