
EU-landene skal i de kommende år gøre en større indsats for udnytte energi som strøm og varme mere effektivt. Det er essensen i en foreløbig aftale om at nedsætte energiforbruget i EU, som forhandlere fra EU-Rådet og Europa-Parlamentet fredag er blevet enige om. Ifølge aftalen skal det endelige forbrug reduceres med 11,7 pct. inden 2030. Det oplyser EU-Rådet i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Aftalen skal nu behandles af EU-ambassadørerne fra alle medlemslande samt et udvalg i EU-Parlamentet. På forhånd havde parlamentet ønsket et besparelsesmål på 14,5 pct. i 2030, mens medlemslandene håbede på 9 pct.. EU-Kommissionen havde foreslået 13 pct.. Den nye aftale om energieffektivitet har til formål at øge energibesparelserne i EU-landene.
Der findes mange metoder til at effektivisere et lands energiforbrug. I Danmark sker det blandt andet gennem fjernvarme og afgifter, der giver større incitament til at bruge mindre energi. Også energikrav til bygninger og energimærkning på elektronik hjælper forbrugere til at finde produkter, der bruger mindre strøm.
To store stridspunkter i forhandlinger
Særligt to punkter har under forhandlingerne sat medlemslandene på kollisionskurs med parlamentet. Det fortalte Niels Fuglsang (S), der er chefforhandler for parlamentet, til Ritzau i sidste måned.
Det første punkt handler om, hvorvidt der skal være bindende krav til hvert enkelt land om energibesparelser. Det andet om, hvor ambitiøst sparemålet for hele EU skal være.
- I parlamentet synes vi, at der skal være bindende mål både på EU-niveau og på medlemsstatsniveau. Hvis der ikke er det, er der større risiko for, at vi ikke når i mål, sagde han i midten af februar.
Grundlæggende frygter parlamentet, at nogle lande vil bestræbe sig mindre på at leve op til målsætningerne, hvis der er tale om anvisninger og ikke bindende krav, forklarede Niels Fuglsang.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.