Erfaren advokat skal stå for stadionundersøgelse i Aarhus
AARHUS: Det bliver en af Danmarks mest erfarne advokater og partner i advokatfirmaet Kroman Reumert, Jens Lund Mosbek, der kommer til at stå i spidsen for den uafhængige undersøgelse af sagsforløbet om Aarhus Stadion.
Undersøgelsen skal først og fremmest beskrive sagsforløbet op til, at projektet er blevet knap 250 millioner kroner dyrere. Men det skal også bidrage med læring, som sikrer, at byrådsmedlemmerne informeres og involveres rettidigt.
Jens Lund Mosbek er unægteligt en erfaren herre inden for sit fag.
Bl.a. er han udpeget af Justitsministeriet som udspørger for Kommissionen om SKAT. I de år, Irak- og Afghanistankommissionen var nedsat, var han tildelt samme rolle i den kommission. Han har desuden erfaring med at gennemføre advokatundersøgelser og bistå med interne undersøgelser for både offentlige myndigheder og private virksomheder.
Og det glæder rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R), der har igangsat undersøgelsen:
- Jeg er glad for, at det er lykkes at få en aftale med en sådan kapacitet. Vi har brug for en grundig undersøgelse, som kan sikre, vi får et indblik i, hvor det er gået galt. Vi skal lære af denne sag, så vi kan undgå lignende tilfælde i fremtiden, siger han og tilføjer:
- Det er helt afgørende, at vi får genopbygget tilliden fra både borgere og byrådsmedlemmer.
Rådmandens afdeling, Kultur og Borgerservice, overtog det administrative ansvar for Kongelundsprojektet fra Borgmesterens Afdeling den 1. august. Umiddelbart efter overtagelsen blev der igangsat en økonomisk gennemgang af projektet. Det er denne undersøgelse, som har vist, at der manglede 248,6 millioner kroner.
Undersøgelsen forventes at være færdig i begyndelsen af 2025. Den samlede pris for undersøgelsen er 640.000 kroner, som finansieres af Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice.
Advokatundersøgelsen:
- Hovedområde 1: Undersøgelse som beskriver sagsforløbet
- Hovedområde 2: Centrale lærings- og forbedringstiltag, der kan identificeres og iværksættes for at sikre, at byrådet og dets medlemmer fremover informeres og involveres tilstrækkeligt og rettidigt.
Kilde: Aarhus Kommune
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.