
Energinet har fået tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard til at tage næste skridt i udviklingen af Energiø Bornholm og investere i elinfrastruktur. Den tilladelsen er nu mundet ud i, at der er indgået kontrakter med Siemens Energy og NKT om centrale leverancer til energiøen.
Siemens Energy skal levere fire omformerstationer og én højspændingsstation, mens NKT skal stå for produktion og installation af sø- og landkabler mellem Bornholm og Sjælland. Ordren til NKT har en værdi af ca. 4,9 mia. kr. (ca. 650 mio. euro), som DOI.dk kunne fortælle tidligere torsdag. Den konkrete værdi på ordren til Siemens Energy, oplyser Energinet ikke, men selskabet oplyser til DOI.dk, at der er tale om en konktraktværdi på over en milliard euro. Tilsammen er der altså tale om kontrakter for over 11 milliard kr. minimum.
- Vi tager nu et stort skridt mod en fremtid, hvor havvind fra Østersøen vil kunne forsyne flere millioner forbrugere med strøm. Der ligger en masse arbejde foran os og en kæmpe opgave med at bygge den banebrydende infrastruktur, der skal gøre det muligt for Danmark at høste enorme mængder lokalproduceret energi – energi, som vil gøre både Danmark og Europa mere grøn og mere uafhængig af energi udefra, siger Thomas Egebo, der er adm. direktør i Energinet.
Projektet har i længere tid været midlertidigt sat på pause, men efter positive signaler fra Tyskland i august er der nu givet grønt lys til at genoptage arbejdet. Energinet samarbejder tæt med den tyske TSO, 50Hertz om projektet.
- I dag har vi taget et vigtigt skridt mod at gøre visionen om Energiø Bornholm til virkelighed. Vi takker den føderale regering for hurtigt at have afklaret centrale regulatoriske spørgsmål, herunder ansvarsforhold, hvis strømmen midlertidigt ikke kan flyde til Tyskland gennem en international offshoreforbindelse. Denne afklaring er afgørende for udbuddet af havvind ved Bornholm – og for at sikre en effektiv offshoreforbindelse mellem landene omkring Nordsøen og Østersøen, siger Stefan Kapferer, der er adm. direktør i 50Hertz.
Opnår milliardstøtte
Godkendelsen betyder også, at støtte fra EU’s infrastrukturprogram Connecting Europe Facility (CEF), som blev tildelt tidligere i år, nu kan udløses. Støtten er på 645 mio. euro – 4,8 mia. kroner - og giver projektet et markant økonomisk rygstød.
Den støtte var betinget af, at der blev indgået faste kontrakter inden 30. juni, men Energinet oplyser, at man har været dialog med EU, og dermed har sikret sig, at støtten alligevel blev en realitet trods den overskredne deadline. Støtten blev officielt markeret den 4. september ved et energiministermøde i København.
Energiø Bornholm skal bestå af 3 GW havvindmøller i Østersøen syd for Bornholm med mulighed for 0,8 GW "overplanting". Oprindeligt var det ambitionen, at Energiø Bornholm skulle være færdig i 2030. De nuværende planer lyder på, at projektet tidligst står færdig i 2034-36.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.