Danskudviklet vaccine mod covid-19 testes på 3000 frivillige
En danskudviklet boostervaccine mod covid-19 skal afprøves på 3000 frivillige fra Danmark, Belgien og USA. De første danskere får prikket med vaccinenålen på torsdag på Aalborg Universitetshospital. Det oplyser Region Nordjylland.
Det er selskabet Bavarian Nordic, der står bag vaccinen, som nu står foran den afgørende fase 3 med afprøvning på et større antal forsøgsdeltagere.
Overlæge Henrik Nielsen ved Infektionsmedicinsk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital er national koordinator for afprøvningen. Han har store forventninger til vaccinen.
- Det er uhyre spændende, for selv om vi allerede har gode vacciner, kunne vi godt tænke os en vaccine, som både har en længerevarende effekt, og som er lettere at håndtere, siger han og fortsætter:
- Disse ønsker tror vi, at denne nye vaccine kan indfri, blandt andet fordi den er udviklet med en anden teknologi, end de vacciner der bruges i dag, siger Henrik Nielsen.
Forsøg ser lovende ud
De første forsøg på dyr og mennesker har indikeret, at vaccinen giver flere antistoffer og en mere varig beskyttelse, fremgår det af pressemeddelelsen. Samtidig behøver vaccinen ikke at blive transporteret og opbevaret ved meget lave temperaturer, sådan som vaccinen fra selskabet Pfizer eksempelvis skal.
- Det ser ud til, at den nye vaccine kan opbevares som andre vacciner i et køleskab. Det vil gøre mange ting nemmere, siger Henrik Nielsen.
Forsøgsdeltagerne får enten den nyudviklede danske vaccine eller den velkendte fra Pfizer. Hvilken af de to vacciner afgøres ved lodtrækning. Deltagerne følges i et halvt år, hvor der løbende indsamles blodprøver og andre data. Forventningen er, at forskerne til sommer har de data, de skal bruge.
- Efter selve afprøvningen udestår et stort arbejde med at behandle de mange data, som skal danne grundlag for dokumentationen af vaccinens effekt, og i sidste ende forhåbentlig myndighedernes godkendelse af, at den kan komme på markedet, siger Henrik Nielsen.
Det vil tidligst kunne ske i 2024, forventer han.
Statsstøtte sikrer Danmark forkøbsret
Danmark har støttet fase 3-testen af sin Bavarian Nordics coronavaccine, ABNCoV2, med 800 mio. kr. Med den støtte har Danmark har garanteret sig forkøbsret, hvis vaccinen viser sig at være effektiv som boostervaccine, har Medwatch tidligere berettet på baggrund af en aktindsigt i aftalen mellem Sundhedsministeriet og Bavarian Nordic.
"Bavarian garanterer, at en sådan fortrinsret ikke er og ikke vil være i strid med nogen kontraktlige aftaler med nogle eksisterende og fremtidige kontraktlige partnere, der forsynes med vaccinen og lægemiddelstoffet fra produktionssteder beliggende i EU og at Bavarian og dets tilknyttede virksomheder ikke er og ikke vil være underlagt nogle forpligtelser, kontraktmæssige eller på anden måde, der ville hindre eller hæmme den fuldstændige opfyldelse af fortrinsretten", lyder det i aftalen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.