Corona kostede sundhedsvæsnet 20 milliarder sidste år
Corona kostede sundhedsvæsnet 20,1 milliarder kroner sidste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik, der har opgjort de samlede sundhedsudgifter for 2021.
Udgifter til corona steg dermed markant i forhold til 2020, hvor tallet blev opgjort til 5,1 milliarder kroner, bl.a. fordi vaccinerne først kom til sidst i 2020.
Derudover er det hovedsageligt ekstraudgifter til test og smitteopsporing samt vaccination, der er årsag til den kraftige stigning. Test og smitteopsporing kostede sidste år 12,5 milliarder kroner mod 1,7 milliarder i 2020. Vaccinationer - der først blev igangsat i de allersidste dage af december 2020 - kostede 4,4 milliarder kroner sidste år.
Selve behandlingen af covid-19 patienter kostede blot 0,9 milliarder kroner.
Hospitalernes andel
Hospitalerne står for 43 pct. af sundhedsudgifterne og her voksede de med 3,1 milliarder kroner til 116,8 milliarder kroner, svarende til 2,8 procent. Til sammenligning har den gennemsnitlige vækstrate på hospitalerne det seneste år været 2,7 procent.
Dernæst følger ambulante aktører, f.eks. almen praktiserende læger, tandlæger og fysioterapeuter, med 27,9 pct. Fx hos tandlægerne skyldes stigningen dog mest af alt, at nedlukninger i 2020 betød, at sammenligningstallet var unormalt lavt.
De samlede sundhedsudgifter
I alt løb de samlede sundhedsudgifter op i 270,8 milliarder kroner sidste år. Det er en stigning på 25,5 milliarder kroner, hvoraf corona altså stod for langt størsteparten.
Deler man udgifterne ud på aktører, er der sket kraftigst stigning i de såkaldte ambulante sundhedscentre, som blandt andet dækker test- og vaccinationscentre.
- Den nye opgørelse over sundhedsudgifter viser, at det offentlige betalte 85,4 pct. af sundhedsudgifterne i Danmark i 2021, mens husholdningernes egenbetaling var 12,4 pct. De resterende 2,2 pct. af sundhedsudgifterne blev finansieret af frivillige sundhedsforsikringsordninger, siger Magnus Jeppesen, Danmarks Statistik.
Lille stigning i andelen af BNP
Sundhedsudgifterne udgjorde sidste år 10,8 procent af det samlede bruttonationalprodukt i Danmark.
Sundhedsudgifternes andel af BNP har været relativt stabil i årene fra 2010, hvor opgørelsen begynder, til 2021 med en andel mellem 10,1 og 10,8 pct. af BNP.
- Hvis vi sammenligner Danmarks sundhedsudgifter med vores nabolande Sverige og Norge, så udgjorde de samlede danske udgifter 10,1 pct. af BNP i 2019, mens Sverige og Norge havde sundhedsudgifter for hhv. 10,9 og 10,5 pct. af BNP i 2019, siger Magnus Jeppesen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Danmark, Sverige og Norge ligger dermed lidt over EU-27-landene, som i gennemsnit brugte 9,9 pct. af BNP på sundhed i 2019.
Ritzau/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.