dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Borgmester: Nyt world tour-cykelløb giver værdi for lokalsamfundet
Det nye world tour-løb afholdes første gang i juni næste år og hedder Copenhagen Sprint.
Foto: Københavns Kommune

Borgmester: Nyt world tour-cykelløb giver værdi for lokalsamfundet

Det nye world tour-cykelløb er blevet til i et samarbejde mellem bl.a. København og Roskilde kommuner. Løbet køres første gang næste år.
17. JUN 2024 13.45

KØBENHAVN / ROSKILDE: Både rute, navn og dato for et nyt world tour-cykelløb, som Sjælland skal danne ramme for, blev præsenteret i dag. Det skriver Københavns økonomiforvaltning i en pressemeddelelse.

Løbet er blevet til i et samarbejde mellem bl.a. København og Roskilde kommuner. Og når det til næste sommer skydes i gang i Roskilde med målstreg i København, er det under navnet Copenhagen Sprint.

Ifølge Roskildes borgmester Tomas Breddam (S) vil løbet skabe stor værdi for lokalsamfundet:

- Vi glæder os til at sende verdens bedste cykelryttere afsted fra Roskilde. Sammen med borgere, erhvervsliv og foreningsliv stabler vi en kæmpe cykelfest på benene. Vi ved fra Tour de France, at det skaber stor værdi for lokalsamfundet og giver liv til nye fællesskaber og samarbejdsrelationer, siger han.

Fokus på hverdagscyklisme

Cykelløbet afholdes både for mænd og kvinder, hvor startdatoen for kvinderne bliver den 21. juni og for herrene den 22. juni 2025. Løbets placering på året er valgt, så det kan blive et attraktivt løb for verdens bedste sprintere at teste formen af på inden Tour de France.

Startskuddet går ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde med målstreg ved Statens Museum for Kunst i København. Ruten snor sig gennem det nordsjællandske landskab med naturskønne veje, slotte og vartegn for til sidst at munde ud i Københavns gader over broer og søer.

For Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) har løbet også en bredere dagsorden.

- Rundt om løbet vil vi i partnerkredsen skabe en folkefest fuld af cykelaktiviteter og oplevelser for alle, der elsker cykling. Vi vil gøre, hvad vi kan i København for at være gode værter og gennem eventen også at sætte hverdagscyklisme på dagsordenen, siger hun.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.