dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Live feeds fra KV25 valget (arkiv)

Og hermed lukker livebloggen - følg valget videre på DK Nyt og Kommunen.dk, hvor vi fortsætter dækningen de kommende timer og dage.

 

Morten Guldberg 7.05

Odsherred, Gribskov, Ballerup, København, Ishøj, Sorø, Lolland, Solrød og Albertslund er nu de eneste kommuner uden borgmesterafklaring.

Morten Guldberg 6.49

Birgitte Neergaard–Kofod fra Konservative overtager borgmesterposten i Egedal Kommune. Dermed taber Socialdemokratiet posten i kommunen, hvor det hidtil har været Vicky Holst Rasmussen, der har været borgmester.

Morten Guldberg 6.41

I Randers snupper SF–politikeren Rosa Lykke Yde borgmesterposten og vipper dermed den nuværende socialdemokratiske borgmester, Torben Hansen, af pinden.

Morten Guldberg 6.27

Venstres Anders G. Christensen overtager formandsposten i Region Midtjylland fra Anders Kühnau (S)

Socialdemokratiet med Anders Kühnau i spidsen bliver det største parti i Region Midtjylland. Partiet får 23,9 procent af stemmerne, en tilbagegang på 5,4 procentpoint sammenlignet med valget i 2021. Men det rækker ikke til at bevare formandsposten, som går til Venstre, selv om partiet også gået tilbage i regionen. Onsdag morgen står det klart, at Venstres spidskandidat, Anders G. Christensen, overtager formandsposten fra Socialdemokratiets Anders Kühnau. Det siger Kühnau til TV2 Østjylland.

Morten Guldberg 6.26

I Furesø overgår borgmesterposten fra Socialdemokratiets Ole Bondo til Venstres Nicolai Bechfeldt.

Morten Guldberg 6.09

I Odense har samtlige partier indgået en konstitueringsaftale, siger  borgmester Peter Rahbæk Juel (S) på et pressemøde ifølge Fyens Stiftstidende.

Morten Guldberg 5.54

Lasse Frimand Jensen (S) fortsætter som borgmester i Aalborg Kommune.

Morten Guldberg 5.19

Katrine Fuglsang Rohde fra Venstre afløser partifællen Ulrik Wilbek som borgmester i Viborg.

Morten Guldberg 5.11

Bo Libergreen (V) fortsætter som regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Morten Guldberg 5.09

Efter 106 år med Socialdemokratiet på magten er Kenneth Sørensen (V) ny borgmester i Næstved Kommune. Venstres Søren Smalbro får fire år mere som borgmester, og endnu en Venstre-politiker fik fornyet mandatet i Greve, hvor Pernille Beckmann fortsætter som borgmester.

Morten Guldberg 5.08

Venstres Mads Duedahl fortsætter som formand i Region Nordjylland, skriver Nordjyske og TV2 Nord.

Morten Guldberg 4.40

Anders Winnerskjold (S) fortsætter som borgmester i Aarhus Kommune efter bred konstituering, som omfatter alle partier undtagen Venstre.

Morten Guldberg 4.36

Mads Fuglede (DD) bliver ny borgmester i Ringkøbing/Skjern, meddeler han selv.

Morten Guldberg 4.34

Jan Riber Jakobsen fra De Konservative bliver igen borgmester i Aabenraa Kommune. Og dermed ligner det 15 borgmesterposter til De Konservative eller en flere end ved KV21.

Morten Guldberg 4.26

Københavnerkabalen bliver svær

Trods lille tilbagegang bliver Enhedslisten igen største parti i Københavns Kommune. SF er næststørst, mens Socialdemokratiet går tilbage. Men hvor havner overborgmesterposten? 

Det er det gode spørgsmål, efter landets sidste kommune nu er færdig med at tælle stemmer op. Ingen af de tre favoritter på venstre banehalvdel ligner klare vindere, men næsten med garanti bliver en af dem ny overborgmester. Når armlægning, forhandlingstaktik og behændighed har gjort sit for den dygtigste.

Enhedslisten bliver for andet kommunalvalg i træk det største parti i Københavns Kommune. Trods en lille tilbagegang på 2,5 procentpoint er Enhedslistens 22,1 procent af stemmerne nok til at blive det største parti.

Også Socialdemokratiet bliver igen ramt af tilbagegang i København. Overborgmesterpartiet har fået 12,7 procent af stemmerne, hvilket er 4,5 procentpoint færre end i 2021.

Dermed er Socialdemokratiet ikke længere det næststørste parti på rådhuset, for SF har fået 17,9 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 6,9 procentpoint.

Spørgsmålet er nu, hvem af de tre partier der kan samle de magiske 28 mandater for at have et flertal i Københavns Borgerrepræsentation.

Morten Guldberg 4.25

Trods lille tilbagegang bliver Enhedslisten igen største parti i Københavns Kommune. SF er næststørst, mens Socialdemokratiet går tilbage.

Morten Guldberg 4.14

Per Bach Laursen (V) får fire år mere som borgmester i Vesthimmerland.

Morten Guldberg 4.10

Jon Andersen (V) er ny borgmester i Frederikshavn, meddeler han selv efter flere timers forhandlinger.

Morten Guldberg 4.08

Andreas Karlsen (K) er ny borgmester i Ringsted Kommune, mens Venstres Chris Olesen overtager posten i Lemvig.

Morten Guldberg 4.00

Første ukrainer i dansk byråd

Lige straks begynder de personlige stemmetal at blive talt sammen, og det første, kuriøse, resultat kommer fra Vesthimmerland, som ifølge TV2 Nord har fået den første ukrainer indvalgt i et dansk byråd. Med 263 stemmer er 34-årige Lesia Havryliuk (S) valgt. Hun flyttede til Danmark for ti år siden, da hendes mand fik et job på en kvægfarm. 

Morten Guldberg 3.58

Mere end 100 års S-styre slutter i Næstved

Efter snart 15 år som borgmester må Carsten Rasmussen (S) sige farvel til borgmesterposten i Næstved og overlade den til Kenneth Sørensen. Socialdemokratiet tabte tre mandater i kommunen, og selv om SF gik et mandat frem, var det ikke nok til at sikre det røde flertal. Venstre gik et mandat tilbage, men er stadig størst af de borgerlige partier og overtager derfor borgmesterposten.

Morten Guldberg 3.50

Anders Wolf Andresen beholder borgmesterkæden i Hvidovre og bliver dermed SF's tredje borgmester efter KV25.

Morten Guldberg 3.41

Endnu et par borgmestre er på plads på Sjælland:

Tomas Breddam (S) fortsætter på borgmesterposten i Roskilde, mens Knud Vincents (V) fortsætter i Slagelse Kommune. 

Morten Guldberg 3.34

S holder førstepladsen i Midtjylland

Socialdemokratiet med Anders Kühnau i spidsen går tilbage med 5,4 procent, men forbliver det største parti i Region Midtjylland. Partiet får 23,9 procent af stemmerne. Venstre er også gået tilbage i regionen. Partiet får 19,1 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på 5,6 procentpoint. Kühnau har stået i spidsen for Region Midtjylland siden 2018 og kan formentlig fortsætte. Ved valget i år er antallet af medlemmer i regionsrådet nedsat fra 41 til 31.

Morten Guldberg 3.31

Fortsat S-styre på Frederiksberg

Socialdemokratiske Michael Vindfeldt tager fire år mere som borgmester i Frederiksberg Kommune, hvor det ikke lykkedes De Konservative at tilbageerobre posten. S gik frem og K tilbage, sidstnævnte er dog stadig største parti.

Morten Guldberg 3.27

Morten Slotved (V) er genvalgt som borgmester i Hørsholm, Hillerød har fået ny borgmester med Christoffer Lorenzen (K), det samme har Allerøds med Clara Rao (V).

Morten Guldberg 3.25

Venstre også størst i Nordjylland

Venstre med Mads Duedahl i spidsen går frem i Region Nordjylland og overtager positionen som største parti fra S. Venstre har fået 27 procent, en fremgang på 3,2 procent, af stemmerne mod Socialdemokratiets 25,1 procent - en tilbagegang på 8,8 procentpoint.

Efter 14 år med Ulla Astman (S) som regionsrådsformand tippede magtbalancen ved RV21, og Venstres Mads Duedahl overtog formandsposten. Og med opbakning fra SF og Enhedslisten var Duedahl på forhånd storfavorit til at genvinde posten.

Mens Venstre er gået frem ved regionalvalget, er det gået mindre godt for De Konservative, som lidt over 10 procent af vælgerne har stemt på. Partiet må markere en tilbagegang på fem procentpoint.

 

Morten Guldberg 3.14

Venstre størst i Region Syddanmark

Der er talt meget lidt om det, men det er faktum, at regionrådsvalget er mindst ligeså vigtigt som byrådet i forhold til indflydelsen på et af vælgernes favoritemner: Sundhedspolitikken.

Så lad os se på udfaldet, som det aftegner sig i Region Syddanmark:

Venstre går tilbage men bliver alligevel størst i Region Syddanmark, hvor partiet går 14,1 procentpoint tilbage. Partiet har fået 25,1 procent af stemmerne ved tirsdagens valg. Socialdemokratiet går også en smule tilbage og bliver næststørst med 22,8 procent af stemmerne. Mens de to store partier taber stemmer, er både SF og Dansk Folkeparti gået frem med henholdsvis 3,4 og 6,8 procentpoint. Danmarksdemokraterne får 6,4 procent af stemmerne  ved partiets første regionalvalg. Bo Libergren afløste Stephanie Lose som formand, da hun i stedet blev økonomiminister i 2023.

Morten Guldberg 3.06

Anette Mortensen (V) er valgt som ny borgmester i Stevns Kommune, mens Jørgen Nielsen (K) er ny borgmester på Langeland.

Morten Guldberg 2.58

Mens vi venter på København, kan vi trække vejret et øjeblik. Med fare for at komme i tanke om endnu et katastrofalt resultat for fodboldlandsholdet, som i valgskygge tabte 2-4 i Glasgow og missede den direkte kvalifikation til VM næste år.  For overtroiske, og dem er der mange af blandt fodboldfans, er kombien af valg og VM-kval ikke heldig. Men faktisk har afgørelsen i VM-kvalifikation og kommunalvalg fulgtes ad siden kommunalvalget flyttede fra marts til november i 1981. For 40 år siden kvalificerede Danmark sig for første gang til en slutrunde, VM i Mexico, og den afsluttende kamp mod Irland blev spillet onsdagen før KV85 19. november. Men i aften er første gang, en afgørende kvalifikationskamp afvikles på selve valgaftenen, tidligere blev landskamp altid afviklet på onsdage.  

Morten Guldberg 2.56

Kasper Damsgaard (S) er genvalgt som borgmester i Glostrup Kommune, det samme er Jens Ejner Christensen (V) i Vejle.

Morten Guldberg 2.43

Alfred Brunsgaard (V) er ny borgmester i Skive Kommune.

Morten Guldberg 2.41

Michael Seiding Larsen (V) bliver borgmester i Vordingborg, mens Jens Dahlsgaard (S) overtager i Morsø Kommune.

Morten Guldberg 2.39

Mikkel Dam fra Liberal Alliance er ny borgmester i Faxe Kommune, partiets første borgmesterpost ved KV25.

Morten Guldberg 2.32

Kort status: Kun enkelt kommune resterer, 97 har talt stemmerne op. Til gengæld venter mange spændt på resultatet fra den sidste, København, selv om vi efterhånden er kommet et godt stykke hen på natten.

Morten Guldberg 2.20

Politisk redaktør på TV2, Hans Redde, har lynanalyseret valget på stationens hjemmeside:

"Jeg startede aftenen med at sige, at dansk politik kunne blive forandret i aften, og det ser det ud til, at dansk politik gør. Den helt store historie ser ud til at være en nærmest socialdemokratisk nedsmeltning mange steder. Hold da op, det er nogle store kronjuveler de ser ud til at miste. Gladsaxe, Fredericia. Frederikssund tror jeg også, at de mister. Frederikshavn, Køge. Hvad sker der i Roskilde og Hillerød? København er i spil. Hold da magle."

Morten Guldberg 2.10

Endnu et par borgmestre falder på plads: Helle Gade (S) i Silkeborg og Ann Sofie Orth (K)  fortsætter i Rudersdal. Venstres Ib Lauritsen (V) fortsætter som borgmester i Ikast-Brande Kommune, mens Venstres Ken Kristensen overtager borgmesterposten i Køge efter Marie Stærke.

 

Morten Guldberg 2.07

Og så blev Venstres Jesper Skov Mikkelsen ny borgmester i Mariagerfjord

Morten Guldberg 1.57

Endnu tre borgmestre på plads: Varde fåe ny borgmester i skikkelse af Sarah Andersen fra Venstre, Bo Hansen (S) fortsætter i Svendborg, og det samme gælder Venstres Niels Jørgen Pedersen i Thisted Kommune.

Morten Guldberg 1.56

Venstre holder Norddjurs

Kasper Bjerregaard og Venstre går tre mandater frem, mens Socialdemokratiet går to mandater tilbage i Norddjurs Kommune. Dermed kan Kasper Bjerregaard formentlig fortsætte som borgmester. 

Morten Guldberg 1.52

10 partier og lister i Egedal

Det ligner et konstitueringspuslespil af format i Egedal, hvor ti partier og lister deles om kommunens 21 pladser i byrådet.  Der er tilbagegang til de fire største partier i Egedal. Borgmester Vicky Holst Rasmussen og Socialdemokratiet går tilbage med to mandater, mens der er et mandats tilbagegang til Venstre (til fire), til Lokallisten Ny Egedal (til tre) og til Konservative (til to). Der er to mandaters fremgang til LA og Et Samlet Egedal, ligesom der er fremgang til DF.

Morten Guldberg 1.49

Alt er åbent i Helsingør

Der skal forhandlinger på plads, før navnet er sat på borgmesterposten i Helsingør. Borgmester Benedikte Kiær og Konservative går to mandater tilbage, mens Socialdemokratiet går et enkelt mandat tilbage. Der er to mandaters fremgang til SF, men LA, Danmarksdemokraterne, Moderaterne og Lokaldemokraterne alle kommer ind i byrådet med et enkelt mandat. Moderaterne stiller med Bergur Løkke Rasmussen som spidskandidat, og få dage før valget bragte han sig selv i spil til borgmesterposten. 

Morten Guldberg 1.43

Borgmester Marie Stærke (S), næstformand i partiet, var hurtig til at erkende nederlaget i Køge.

- Socialdemokratiet har fået noget af en kæberasler, og jeg vil ønske det blå valgforbund tillykke med et flot resultat. Jeg har stadig en enorm ro i maven, jeg er dødstolt af den kommune, jeg overdrager, sagde den afgående borgmester.

Morten Guldberg 1.38

SF har fremgang i Hvidovre

Borgmester Anders Wolf Andresen og SF går to mandater frem til seks mandater og overhaler dermed Socialdemokratiet, der går to mandater tilbage og fik fem mandater. Konservative går et enkelt mandat tilbage, hvor der også er tilbagegang til Hvidovrelisten, mens Venstre ryger ud af byrådet. Dermed ligner det genvalg til Anders Wolf Andresen.

Dansk Folkeparti går to mandater frem, mens LA og Radikale begge indtræder i byrådet med et enkelt mandat. 

Morten Guldberg 1.35

Første SF-borgmester på plads

Efter at have siddet på magten siden 1913 overdrager Socialdemokratiet borgmesterposten til SF i Gladsaxe. Det er SF's første borgmesterpost på valgnatten, og den nye borgmester bliver Serdal Benli.

Morten Guldberg 1.32

Status quo i Aarhus

Anders Winnerskjold og Socialdemokratiet fastholder sine ti mandater, mens der er et mandats fremgang til SF til fem i Aarhus. Enhedslisten får tre mandater, og Radikale går en enkelt mandat tilbage til to, og der er dermed fortsat flertal bag S. Venstre holder sine fire mandater, mens Konservative går to mandater tilbage til tre. LA går frem med to mandater, mens Danmarksdemokraterne går frem med et enkelt mandat. 

Morten Guldberg 1.26

Aalborg på vippen

Lasse Frimand Jensen og Socialdemokratiet går to mandater tilbage i Aalborg, og flertallet er dermed i fare, efter der er et enkelt mandats fremgang til SF og en enkelt mandats tilbagegang til Enhedslisten. Venstre fastholder sine seks mandater, mens der er fremgang på to mandater til LA og Danmarksdemokraterne. Der forhandles lige nu på højtryk.

Morten Guldberg 1.24

Danmarksdemokraterne fik flere mandater end kandidater

Det plejer at være en selvfølge, at borgmesteren i Lolland Kommune er socialdemokrat. Men sådan er det ikke nødvendigvis mere, efter at partiet med Holger Schou Rasmussen i spidsen er halveret til seks mandater. Også Venstre er mere end halveret fra fem til to mandater.  Til gengæld stormer Danmarksdemokraterne ind i byrådet i Lolland Kommune med fire mandater. Men faktisk kunne partiets 16,2 pct. have givet fem, hvis ellers der havde været så mange navne på listen. 

Morten Guldberg 1.22

Socialdemokratiets næstformand Marie Stærke erkender, at hun ikke fortsætter som borgmester i Køge efter tirsdagens valg.

Morten Guldberg 1.17

Marie Stærke i mindretal i Køge

Der er borgerligt flertal i Køge, efter Venstre går tre mandater frem til ni og Socialdemokratiet går fire mandater tilbage til seks mandater. Dermed er flertallet bag en af de mest markante S-borgmestre, Marie Stærke borte. Der forhandles konstituering uden borgmesterpartiet lige nu.

Morten Guldberg 1.13

Endnu tre borgmestre er på plads,  et ægte S-hattrick: 

Marco Damgaard (S) fortsætter som borgmester i Herlev Kommune ifølge TV 2 Kosmopol, Erik Lauritzen (S) har sikret sig et flertal i Sønderborg, skriver JydskeVestkysten. I Tårnby Kommune fortsætter Allan Andersen (S) på posten.

Morten Guldberg 1.09

S ser ud til at holde Frederiksberg

Tiltrængt opmuntring til S: Der er fremgang til Socialdemokratiet og borgmester Michael Vindfeldt  i Frederiksberg Kommune, hvor partiet går to mandater frem til syv. Der er også fremgang til SF, Venstre og Liberal Alliance. Selvom Frederiksberg går op til 31 medlemmer af kommunalbestyrelsen, er der stadig tilbagegang for Konservative, som går to mandater tilbage fra 13 til 11. Derudover er der også tilbagegang til Enhedslisten fra seks til fem. Dermed er der tre mandaters fremgang til partierne bag Michael Vindfeldt, som formentlig kan fortsætte endnu en periode. 

Morten Guldberg 1.05

Venstre har fremgang i Allerød

Karsten Längerich og Venstre går et enkelt mandat frem til syv, mens Konservative går to mandater tilbage til fem i Allerød. Dermed er Venstre største parti efter tæt løb mellem S og K ved de foregående valg. SF går et mandat frem og overhaler Socialdemokratiet, som går to mandater tilbage. Der er også fremgang til Enhedslisten, som går et mandat frem. Liberal Alliance får et mandat.

Morten Guldberg 1.02

På Ærø fortsætter Peter Hansted (S) som borgmester, mens Søren Steen Andersen (V) fortsætter som borgmester i Assens Kommune

Morten Guldberg 0.58

Socialdemokratiet mister borgmesterposten i Fredericia Kommune, hvor Peder Tind (V) er ny borgmester. Til gengæld beholder S posten i Middelfart, hvor Johannes Lundsfryd (S) fortsætter som borgmester.

Morten Guldberg 0.58

Fire DD-mandater i Støjbergs fødekommune

Skive skal have ny borgmester efter Peder Christian Kirkegaard (V), og meget tyder på, at det bliver afløseren som partiets spidskandidat, Alfred Brunsgaard. Både Venstre og Socialdemokratiet går tre mandater tilbage, men Venstre er fortsat største parti med ni pladser. SF går to mandater frem til fire, mens Danmarksdemokraterne også får fire mandater. skive er formand Inger Støjbergs fødekommune. Dansk Folkeparti og LA går begge et mandat frem, mens Nye Borgerlige og Konservative begge ryger ud. 

Morten Guldberg 0.53

V holder Brønderslev

Mikael Klitgaard (V) fortsætter som borgmester i Brønderslev,  selv om Venstre går et enkelt mandat tilbage til 11. Socialdemokratiet går to mandater tilbage, Danmarksdemokraterne går to mandater frem, mens SF og Borgerlisten begge går et enkelt mandat frem.  

Morten Guldberg 0.47

Jørgen Popp Pedersen (Slesvigs Parti)  fortsætter som borgmester i Tønder. Det oplyser borgmesteren selv efter endt konstitueringsforhandlinger med alle partier undtagen DF.

Morten Guldberg 0.44

K overhaler V i Viborg

Konservative går et enkelt mandat frem og bliver det største parti i Viborg, hvor Stine Damborg er ny spids for K.  Hun profiterer af markant tilbagegang til Venstre, der mister halvdelen af sine 12 mandater, hvilket ikke er nogen overraskelse med borgmester Ulrik Wilbeks selvvalgte farvel til politik. Der er også tilbagegang til Socialdemokratiet, som går to mandater tilbage til seks. Danmarksdemokraterne får fire mandater, mens LA går to mandater frem. Både DF og SF går et enkelt mandat frem. 

Morten Guldberg 0.42

De Konservative ligner en vinder i Gribskov

Det ligner endnu en konservativ sejr i Gribskov, en af de ægte svingkommuner. Konservative går et enkelt mandat frem til syv, mens der er tilbagegang til både Venstre fra fem til to og Nytgribskov, der går fra fire til tre. Dermed bliver Konservative det klart største parti med spidskandidat Trine Egetved, som blev topscorer ved KV21 uden at veksle det til en borgmesterpost. Den sidder Venstres Bent Hansen på.  

Morten Guldberg 0.36

Jakob Ville fra Venstre er ny borgmester i Kolding Kommune, mens  Peter Sørensen fortsætter som socialdemokratisk borgmester i Horsens. Fortsættelse følger...

Morten Guldberg 0.30

Vagtskifte på vej i Hillerød

Borgmester Kirsten Jensen (S) må efter al sandsynlighed vige pladsen i Hillerød, hvor valget gav borgerligt flertal. Konservative og Christoffer Lorenzen får endnu et godt valg og går frem med to mandater til syv. Omvendt går Socialdemokratiet to mandater tilbage fra syv til fem. SF går et mandat frem til fem.Venstre mister to mandater og får fire mandater, mens LA får to mandater. Radikale mister et mandat, som går til Moderaterne. 

Morten Guldberg 0.29

Odsherred med flere ubekendte

Karina Vincentz og lokallisten Nyt Odsherred går et enkelt mandat tilbage til tre mandater i kommunen, hvor borgmesterposten kan havne flere steder. Både Socialdemokratiet og Venstre bliver halveret. Dermed står S med fem mandater, og Venstre får to mandater. SF går tre mandater frem til fire, og Radikale går to mandater frem til tre. DF går også et enkelt mandat frem til tre mandater, mens der er to mandater til Danmarksdemokraterne og et enkelt mandat til LA. 

Morten Guldberg 0.23

Uafklaret på Ærø

Peter Hansted og Socialdemokratiet går to mandater frem til seks mandater, mens der også er to mandaters fremgang til Danmarksdemokraterne og et enkelt mandats fremgang til Tværpolitisk Liste.  Om S-borgmesteren beholder posten, er fortsat uafklaret.

Morten Guldberg 0.20

Maja Højgaard (S) er valgt som borgmester i Brøndby Kommune med støtte fra SF, oplyser sidstnævnte til TV 2 Kosmopol.  Socialdemokratiet har for første gang nogensinde mistet det absolutte flertal i Brøndby, men med SF's mandater lykkedes det at holde fast i borgmesterposten.

Morten Guldberg 0.16

Flertallet bag Middelfartborgmester er væk

Johannes Lundsfryd Jensen og Socialdemokratiet går to mandater tilbage i Middelfart, som ser ud til at få ny borgmester. Efter Enhedslisten, der også går et mandat tilbage, tidligere på aftenen har åbnet for at pege på en borgerlig kandidat, kan flertallet bag Johannes Lundfryd Jensen være væk. Venstre går et mandat tilbage, mens Konservative mister begge sine mandater. 

Morten Guldberg 0.15

Begmand til S i Frederikshavn

Socialdemokratiet fik en vælgersnitter af format og bliver mere end halveret og er ikke længere det største parti i højborgen Frederikshavn Kommune. Partiet går tilbage med hele 31,3 procentpoint.  Venstre overtager samtidig pladsen som det største parti i kommunen med ni mandater. Dermed er der borgerligt flertal, men hvem der skal overtage borgmesterposten er uklart.

Morten Guldberg 0.11

Spidskandidaten for De Konservative i Norddjurs, Benny Hammer, forlader sit parti, skriver TV2 Østjylland. Det sker ifølge ham selv, fordi han ikke er med i de afgørende forhandlinger.

- Som spidskandidat havde jeg jo tænkt, at jeg skulle være en del af de forhandlinger. Det har så været planlagt et stykke tid, at det skulle jeg ikke. Det er jo lidt underligt. Det er nok den eneste spidskandidat, der ikke er en del af forhandlingsrummet, siger han til tv-kanalen.

Morten Guldberg 0.08

Stemme-karrusel på Bornholm

Enhedslisten er ikke længere det største parti på Bornholm. Den plads overtager Socialdemokratiet efter at have fået 22,1 procent af stemmerne ved tirsdagens valg. Enhedslisten er gået tilbage med 14,1 procentpoint og bliver sjettestørst målt på antallet af stemmer. Partiet har fået 9,0 procent af stemmerne. Men hvem vinder borgmesterposten efter den afgående Jacob Trøst (K)? Det spørgsmål er fortsat helt åbent.

Morten Guldberg 0.06

Opbakning til LA-borgmester i Solrød

Liberal Alliance fik ved sidste valg sin første borgmester på landsplan i skikkelse af Emil Blücher i Solrød. Han var spået et svært valg i år, men Liberal Alliance går fra at have tre mandater til syv i Solrød Kommune, hvor partiet nu er størst. Socialdemokratiet er gået en del tilbage og går fra at have fire mandater i byrådet til to. Det næststørste parti bliver Venstre med 19,3 procent.

Morten Guldberg 0.00

Uklart resultat i Stevns Kommune

Konstitueringsforhandlingerne kommer til at fordele borgmesterposten i Stevns Kommune. Henning Urban Dam og Socialdemokratiet holder sine fem mandater fra KV21, mens Venstre går et enkelt mandat tilbage. DF og SF går begge et mandat frem til to, mens Danmarksdemokraterne og LA kommer ind i byrådet med et enkelt mandat.  Enhedslistens ene mandat ryger ud af byrådet. Nyt Stevns mister sine to mandater og ryger ligeledes ud. Ved KV21 fik Stevns sin første socialdemokratiske borgmester i 20 år, da Henning Urban Dam (S) overtog posten efter Anette Mortensen (V). Begge duellerer igen i år.

Morten Guldberg 23.54

Socialdemokratiet har ikke haft nogen god aften hidtil, men en opmuntring kan være på vej i Aarhus. Med ca. 75 procent af stemmerne optalt, nærmer socialdemokraterne sig 50.000 stemmer, skriver Stiften.dk. Dermed tyder alt på, at borgmester Anders Winnerskjold (S) og partifællerne kommer til at overgå valgresultatet fra 2021, hvor de fik 55.295 stemmer.

Morten Guldberg 23.50

Tilbagegang men fortsat absolut flertal til Holbæk-borgmester

Socialdemokratiet største stemmesluger i pct ved KV21 borgmester Christina Krzyrosiak Hansen beholder sit absolutte flertal i Holbæk Kommune trods mærkbar tilbagegang. Partiet får 52,3 procent af stemmerne, et fald på 6,7 procentpoint.

Morten Guldberg 23.45

S holder Svendborg

Både Socialdemokratiet og Venstre går to mandater tilbage, mens også Konservative går et enkelt mandat tilbage i Svendborg. Men borgmester Bo Hansen (S) kan fortsætte. Enhedslisten og SF går begge et mandat frem, mens der også er fremgang til DF, LA og Danmarksdemokraterne. Dermed er der stilstand mellem blokkene og fortsat flertal bag borgmester Bo Hansen (S).  

Morten Guldberg 23.42

Uafgjort og uafklaret i Silkeborg

Borgmester Helle Gade og S fastholder sine ti mandater, mens Venstre går tre mandater tilbage i den traditionelle svingkommune. SF går et enkelt mandat frem, mens Radikale går tilbage med et enkelt mandat. Konservative går tre mandater tilbage, mens LA får to mandater, mens der også er to mandater til Danmarksdemokraterne og et enkelt til DF. Så konstitueringen kommer til at afgøre, hvem der ender i borgmesterstolen.

Morten Guldberg 23.38

På Læsø har Venstre og De Konservative trukket lod om deres henholdsvis andet og femte mandat, skriver TV2 Nord. Mikael M. Hansen vandt de Konservatives lodtrækning mod Jim Linderod. De havde begge fået 11 stemmer. Hos Venstre vandt Jens Fjeldal over Jens Morten Hansen. De har begge fået 19 stemmer, men det kan ændre sig i en fintælling.

Morten Guldberg 23.30

Slut med absolut Venstre-flertal i Herning

Dorte West og Venstre mister deres absolutte flertal efter to mandaters, som går til Danmarksdemokraterne. Venstre må nu nøjes med 15 af 31 pladser.  Socialdemokratiet og Borgerlisten mister begge et mandat, mens SF og La går hver mandat frem.

Morten Guldberg 23.26

Opbakning til Venstre-borgmester på Nordfyn

Borgmester Mette Landtved-Holm og Venstre går et enkelt mandat tilbage – men genvinder to mandater i forhold til den indeværende periode på Nordfyn. Socialdemokratiet går to mandater tilbage, mens også Konservative går et enkelt mandat tilbage. Dermed tegner der sig fortsat en flertal bag Mette Landtved-Holm, som blev konstitueret borgmester i perioden, da Morten Andersen (V) trak sig som følge af et kys til en julefrokost. 

Morten Guldberg 23.23

Uklart resultat i Jammerbugt

Venstre går tre mandater tilbage til 10 i Jammerbugt, som skal have ny borgmester efter Venstres Mogens Gade. Socialdemokratiet går et enkelt mandat tilbage. Der er to mandaters fremgang til både Konservative, til fire mandater, og Danmarksdemokraterne, som dermed kommer ind i byrådet. SF og LA går begge et mandat frem, mens Lokallisten Jammerbugt ryger ud. 

Morten Guldberg 23.21

Venstre holder Haderslev

Venstre og borgmester Mads Skau fastholder sine ni mandater og sin post i Haderslev. Socialdemokratiet går tre mandater tilbage, mens Konservative går to mandater tilbage. DF, Danmarksdemokraterne og LA går alle to mandater frem, mens SF går et enkelt mandat frem. Dermed tegner der sig fortsat et flertal bag Mads Skau. 

Morten Guldberg 23.18

Venstre holder stand i Ikast-Brande

Venstre holder mandat med syv mandater i Ikast-Brande, mens der er to mandaters tilbagegang til både Konservative og Socialdemokratiet. Danmarksdemokraterne går to mandater frem, mens DF og Fælleslisten begge får et mandat frem til tre.  Facit: Det ligner endnu en periode til borgmester Ib Boye Lauritsen (V). 

Morten Guldberg 23.16

All square i Vallensbæk

Stilstand i Vallensbæk, hvor kun Socialdemokratiet går et enkelt mandat tilbage, mens DF går frem. Konservative og Henrik Rasmussen fastholder sit absolutter flertal. 

Morten Guldberg 23.11

Konservative tager teten i Ringsted

Mon ikke så småt cigarkasserne skal findes frem hos De Konservative i partihovedkvarteret? Seneste succes kommer på Sjælland:  I Ringsted har partiet og spidskandidat Andreas Karlsen får et kanonvalg og går fire mandater frem til ti mandater. Dermed er Konservative et enkelt mandat fra et absolut flertal.  Borgmesterpartiet Venstre bliver halveret til tre mandater, mens også Radikale går et enkelt mandat tilbage og ryger dermed ud af byrådet, så Andreas Karlsen ligner en ny borgmester. 

Morten Guldberg 23.07

Moderaterne har ikke haft det nemt i meningsmålingerne i længere tid, og forventningerne til partiet ved første kommunalvalgsdeltagelse har været beskedne. Men nu kan partiet glæde sig over i hvert fald at have erobret et enkelt mandat, som er erobret i Vejle.

Morten Guldberg 23.04

Fremgang i valgdeltagelsen

Mens resutaterne fortsat vælter ind - et enkelt ord eller to om valgdeltagelsen, som sluttede på 70,5. Det kan tolkes både positivt og negativt: Det er fremgang i forhold til 67,2 pct i 2021, hvor corona spillede ind, men en lille tilbagegang ift. KV17, hvor 70,8 stemte.

Morten Guldberg 23.01

Konservative vandt stort i Favrskov

Konservative og Lars Storgaard fortsætter fremgangen i Favrskov, hvor partiet går to mandater frem til otte og fortsat mandat til borgmesteren. Venstre fortsætter nedturen til nu fire, et enkelt mandats tilbagegang. Socialdemokratiet går fire mandater tilbage til fem, mens DD går to mandater frem. 

Morten Guldberg 22.57

Frederikshavn kan få en borgerlig borgmester - Venstre og Danmarksdemokraterne sidder netop nu og forhandler en aftale.

Morten Guldberg 22.49

Borgerlige vinder Mariagerfjord

Socialdemokratiet går et enkelt mandat tilbage til ti, men er største parti, efter Venstre går tilbage med fire mandater i Mariagerfjord, hvor borgmester Mogens Jespersen går af. Danmarksdemokraterne buldrer frem med fem mandater. Konservative og SF går frem med et enkelt mandat. Dermed er der stadig borgerligt flertal. 

Morten Guldberg 22.47

Nervekrig i Ringkøbing-Skjern

Et af de på forhånd mest spændende valg i det vestjyske, Ringkøbing-Skjern ligner en gyser, hvor Venstre meget vel kan miste sit traditionelle greb om borgmesterposten. Venstre går tre mandater tilbage til otte mandater, mens Danmarksdemokraterne brager frem med syv mandater. Kristendemokraterne går et enkelt mandat tilbage til fem. Socialdemokratiet går et enkelt mandat tilbage til tre, mens Konservative går to mandater tilbage til et enkelt mandat. Nye Borgerlige ryger ud i endnu en kommune, mens Liberal Alliance indtræder i byrådet. Borgerlisten kommer ikke ind. Så umiddelbart ligner et enten Mads Fuglede (DD) eller Kristian Andersen (Kristendemokraterne) som ny borgmester.

Morten Guldberg 22.44

Langeland går fra SF- til Konservativ højborg

Konservative går massivt frem på Langeland og bliver med afstand det største parti med syv mandater – en fremgang på seks mandater. SF går tilbage fra seks til to mandater, mens Venstre mister tre mandater. Socialdemokratiet går et mandat frem, det samme gør Lokallisten Langeland, og Radikale ryger ud af byrådet. 

Morten Guldberg 22.39

Liberal Alliance tager fire mandater i Thisted

Der er fortsat borgerligt flertal i Thisted, men der er lagt op til interessante konstitueringsforhandlinger. Både Venstre og Socialdemokratiet går to mandater tilbage, mens også Konservative går et enkelt mandat tilbage. LA, der først kom ind undervejs i perioden, får fire mandater, mens DD får to mandater. 

Morten Guldberg 22.36

Succes for Fanø-borgmester

En af de mest uforudsigelige kommuner er Fanø, hvor De Radikale og borgmester Frank Jensen har fået 42,5 procent af stemmerne. Borgmesterpartiet er gået 13,6 procentpoint frem og mangler et enkelt mandat for at have absolut flertal.

Morten Guldberg 22.29

Morsø på vippen

Venstre og borgmester Hans Ejner Bertelsen går tre mandater tilbage til otte. Socialdemokratiet går et enkelt mandat frem, mens også Radikale og SF går et mandat frem. Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti får hver et enkelt mandag. ABC-alliancen, som vil vælte Hans Ejner Bertelsen får 10 mandater.

Morten Guldberg 22.26

Venstre holder fortet i Struer

Venstre og borgmester Marianne Bredal går et enkelt mandat tilbage og får otte mandater i Struer. Men det rykker ikke tæppet væk under hende. Danmarksdemokraterne får et enkelt mandat, mens også Liberal Alliance går et mandat frem, mens Nye Borgerlige mister sit ene mandat – ellers stilstand og fortsat borgerligt flertal i Struer.

Morten Guldberg 22.19

Venstre-succes i Vejen

Træerne vokser så ikke helt ind i himlen for De Konservative. I Vejen  gåtr partiet med borgmester Frank Schmidt-Hansen et enkelt mandat tilbage til fem, mens Venstre går et enkelt mandat frem til 10. Socialdemokratiet går tre mandater tilbage til fem. Så nu er der lagt op til interessante konstitueringssamtaler mellem de to borgerlige partier.

Morten Guldberg 22.17

S taber stort i Holstebro

Socialdemokratiet går seks mandater tilbage, mens både Radikale og SF går to mandater frem i Holstebro, en traditionel S-højborg, hvor borgmester H. C Østerby. Venstre går et enkelt mandat tilbage til otte mandater. Også Konservative går et enkelt mandat tilbage, mens Danmarksdemokraterne går to mandater frem. Også DF og LA går et mandat frem. Dermed er der borgerligt flertal, 14-13. 

Morten Guldberg 22.14

Stadig borgerligt flertal i Lemvig

I Lemvig  går Venstre fem mandater tilbage, mens Danmarksdemokraterne går frem med fire mandater. Socialdemokratiet og Radikale holder mandater, mens SF går en enkelt tilbage og Land- og Bylisten får et enkelt mandat. Der er stadig borgerligt flertal. Chris Olesen (V) og Henrik Grøn (DD) er de to spidskandidater, der er i spil til borgmesterposten.

Morten Guldberg 22.06

Opbakning til presset borgmester i Tønder

Tønder har talt stemmerne op, og her er Slesvigs Parti blevet største parti, selv om partiets borgmester Jørgen Popp Petersen har været under massivt pres efter sag om misrøgt på hans gård. Borgmesteren har opbakning i befolkningen, Slesvigs parti er fordoblet i stemmetal, Tønderlisten har til gengæld tabt vælgere.

Morten Guldberg 21.59

Magtskifte på vej i Kerteminde

Og nu ligner det et hattrick for De Konservative:

Kertemindes siddende borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S), erkender sit eget nederlag og siger tillykke til Konservatives Michael Nielsen, ifølge TV2Fyn. Borgmesterens reaktion kom efter resultatet fra det første optalte valgsted i Marslev, hvor Socialdemokratiet har mistet mere end halvdelen af deres stemmer. 

Morten Guldberg 21.47

Endnu en K-borgmester?

På Samsø får V og K (som er i valgforbund) seks ud af 11 pladser i byrådet, mens S og SF tager sig af resten. Det kan bane vej for Per Urban Olsen (K) som aftenens anden K-borgmester.  2 ud 2.

Morten Guldberg 21.39

De Konservative tager fusen på skeptikere og dystre prognoser: På Samsø har K fået 36,3 procent af stemmerne og gået 13,1 procentpoint frem. Socialdemokratiet, der har borgmesterposten i dag, er gået 7,2 procentpoint tilbage, men er stadig kommunens næststørste parti med hver fjerde stemme.

Morten Guldberg 21.33

KV25 blev næsten en time længere end beregnet, men nu er det slut med stemmeafgivningen: Et par minutter i 21 blev den sidste stemme afgivet i Aarhus på det stemmested, med længst kø.

Morten Guldberg 21.26

Første borgmester klar

Niels Odgaard (K) er ny borgmester i Læsø Kommune - De Konservative har erobret absolut flertal i byrådet.

Morten Guldberg 21.17

Konservativ borgmester på Læsø?

Læsø er en ægte svingkommune!  Borgmester Birch Johansen stopper, og nærmest alle partier har vøret i spil til borgmesterposten. Der er kun ni mandater i byrådet (pt fordelt på syv partier/lister), så der er mulighed for kreative konstitueringer. Jens Odgaard er De Konservatives spidskandidat.

Morten Guldberg 21.13

I  Læsø Kommune er man hurtige - stemmerne er talt op, og der  er godt nyt for De Konservative, som ellers er spået et dårligt valg: K er gået markant frem og bliver kommunens største parti med over 45 procent af stemmerne. Venstre, der har borgmesterposten i dag, går tilbage med 10,1 procentpoint.

Morten Guldberg 21.10

Og apropros lang nat: På Danmarks største valgsted, Stadionhallerne i Viborg, har man indkøbt hele 200 kilo slik til de valgtilforordnede, der nu er i fuld gang med at tælle stemmer op. Det skriver DR. Hvor mange, der skal dele de søde sager, fremgår ikke.

Morten Guldberg 21.03

Det tegner til en lang nat...Efter klokken 20 blev valg.dk - hvor valgresultaterne i alle kommuner skal tikke ind - ramt af udfald.

- Vi har identificeret et problem. Vi er i gang med at løse det, oplyser Kombits pressechef, Lars Skov Granerud.

It-udfordringerne betyder, at hjemmesiden i perioder enten har været langsom eller ikke har været mulig at tilgå.

Morten Guldberg 21.02

Ny alliance i Middelfart

Vakler tronen under borgmester Johannes Lundsfryd (S) i Middelfart? En ny alliance af partier, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten og LA er klar til at bakke op om en Venstre-borgmester.

Morten Guldberg 20.51

Undskyld til Avenakø - 68 stemte, 25 stemte på Socialdemokrater

Morten Guldberg 20.36

KV25 versus Danmark

Det er ingen hemmelighed, at fodboldlandsholdet tilførte valgaftenen lidt ekstra spice ved at misse matchbolden til direkte VM kvalifikation i weekenden. Dermed blev Skotland-Danmark klokken 21 i aften altafgørende, og måske sniger en enkelt politiker eller to sig til at følge med i opgøret på Hampden Park i Glasgow, selv om tidspunktet er kritisk i forhold til valgresultater, konstituering etc. TV2 har degraderet landskampen til TV2 Charlie og TV2 Sport, også første gang fodboldlandsholdet må vige pladsen for politik.

Morten Guldberg 20.35

Så kom det første optællingsresultat. I Forsamlingshus i Faaborg–Midtfyn stemte 85 pct og S blev største parti med 37 pct. af stemmerne. 25 stemte. 

 

Morten Guldberg 20.33

International interesse for KV25

Danmark er sjældent meget i udenlandske medier i dag. Først og fremmest på grund af valget, naturligvis, men ikke kun. Både amerikanske Politico og The Guardian analyserer Mette Frederiksen og Socialdemokratiets potentielle valgnederlag. Guardian bruger også plads på foromtale af dokumentaren "Den sorte svane", som har britisk tv-premiere i aften. Og så er der naturligvis det danske fodboldlandshold, som møder Skotland i VM-kvalkamp i aften.

Morten Guldberg 20.29

Andre end Furesø har flaskehalsproblemer  - både København og Aarhus meldes om lange køer i afstemningslokalerne.

 

Morten Guldberg 20.14

Hvilken kommune kommer først med optællingen? Vi kommer til at vente en rum tid endnu. For fire år siden var Morsø først med resultatet, da klokken havde rundet 21.42.

Morten Guldberg 20.12

Lange stemmesedler giver problemer

Måske bliver den lidt mere end 20, inden afstemningen er færdig alle steder - de lange stemmesedler til regionrådsvalget volder problemer i blandt andet Furesø.

Morten Guldberg 20.06

Afstemningen er slut - nu venter alt det spændende

Velkommen til DK Nyt/Kommunen.dk’s liveblog. Frem til den lyse morgen guider vi dig sikkert igennem de kommende timers optælling, mandatfordelinger og konstitueringsaftaler. Kort sagt: Hos os får du overblikket over valget i hele Danmark, og vores hold af journalister leverer løbende nyhedshistorier til DK Nyt og fra i morgen tidlig overbliksartikler til Kommunen.dk. Dem linker jeg til herfra, efterhånden som de skrives, så længe livebloggen er i gang. Jeg hører også gerne fra jer derude med tips, hints eller spørgsmål, skriv til Morten Guldberg, [email protected].

 I anledning af valget er begge platforme frit tilgængelige til og med i morgen – velkommen til!

Morten Guldberg 20.00

Liveblog fra klokken 20

 

Morten Guldberg 19.15
Tilmeld dig nyhedsbrevet
GDPR