Vejen Kommune vil ikke trække millioninvestering ud af Rusland
VEJEN:Tre syd- og sønderjyske kommuner har investeret penge i Rusland. To af kommunerne vil trække investeringerne ud, men det vil den sidste ikke.
En rundspørge, som TV Syd har lavet blandt de 14 syd- og sønderjyske kommuner, viser nemlig, at Vejen, Billund og Varde Kommuner enten direkte eller indirekte har aktier og/eller obligationer i Rusland.
2. marts sendte Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) en opfordring ud til kommuner og regioner om at droppe eventuelle investeringer i Rusland. En opfordring der kom i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
Men dén opfordring har Vejen Kommune, der i alt har russiske investeringer for 1,2 mio. kr., ikke valgt at følge.
Del af en pulje
Investeringerne er nemlig en del af en investeringspulje på 25 mio. kr. - en pulje, som banken investerer for kommunen. Og det er ikke muligt kun at trække de russiske investeringer ud uden at sælge hele puljen.
- Hvis vi kunne komme ud af det her og nu, så gjorde vi det, men det ville føre til et tab, som i sidste ende er borgernes penge, siger konservativ borgmester i Vejen Kommune, Frank Schmidt-Hansen til tv-stationen.
Borgmesteren understreger, at han på et tidspunkt gerne vil have pengene ud, men som det er nu, vil kommunen lade pengene stå. Vejen Kommune er med 1,2 mio. kr. i Rusland samtidig den kommune, der har investeret flest penge i Rusland - heriblandt 131.815 kr. i det russiske energiselskab, Gazprom.
Tabet vil være for stort
Når borgmesteren ikke vil sælge investeringerne for 25 mio. kr. for at slippe for de russiske investeringer, så er det fordi tabet potentielt ville være for stort. Kommunen vurderer, at det, som markedet er lige nu, ville føre til et tab på 1,5 og 2 mio. kr.
Beslutningen er ikke blevet taget i byrådet – det er udelukkende borgmesteren og kommunaldirektøren, der har taget beslutningen.
Billund og Varde Kommuner har derimod valgt at følge ministerens opfordring. Billund Kommune bekræfter, at de har fået investeringerne ud, mens Varde Kommune ikke definitivt kan sige, om det er sket.'
Kan ikke nødvendigvis sælges enkeltvist
Kommunerne lader deres banker investere deres penge gennem såkaldte investeringsporteføljer, hvor der er mange forskellige aktier og obligationer, som ikke nødvendigvis kan sælges fra enkeltvist.
Om det er muligt at trække dele af investeringen ud kommer nemlig helt an på, hvordan investeringerne er skruet sammen.
Kommunerne kan sælge aktierne og obligationerne når og hvis, der er et marked. Altså en køber som vil købe papirerne.
Tv-stationen har været i kontakt med Indenrigsministeriet for at få en kommentar fra minister Kaare Dybvad Bek (S) til, at Vejen Kommune ikke følger hans opfordring. Men ministeren har ikke haft mulighed for at stille op til interview.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.